Rædselsmaleriet af Donald Trump som kommende diktator i en aldrig tidligere set totalitær, amerikansk fascisme, hvis han vinder dagens valg, er blevet et populært billede at portrættere i etablerede medier. For hvert skridt Trump har taget opad i meningsmålingerne er mediefortællingen kommet et skridt nærmere at kalde ham en amerikansk reality TV-version af Hitler selv. 

Det er da heller ikke svært at få øje på, hvordan Donald Trumps skarpe blik for dramatik samt nærmest messende og helt igennem usammenhængende talestrøm kan vække mindelser om historiske folkeforførere med skrækkelige intentioner. Problemet med den desperate fortælling om den kommende fascistiske diktator er bare, at vi allerede har set et USA ført an af Trump.

Kønt var det ikke, men han er allerhøjest et karikeret eksempel på den type magtmenneske, det amerikanske politiske system i yderste instans fremavler. Hvilket så sandelig også er slemt nok.  

Beskrivelsen af Trump som grundlæggende fascistisk er svær at være uenig i. Hans respekt for demokratiet – her forstået som folkets ønsker – virker til at kunne være på et meget lille sted. Både før, under og efter den første embedsperiode har han udvist foragt for enhver form for regler eller normer, hvis de står i vejen. Den klassiske hang til nationalistisk exceptionalisme og protektionisk økonomisk forståelse er kerneområder i hans politik, og det samme er udskamningen og umenneskeliggørelsen af minoritetsgrupper i samfundet – samt hadet til venstrefløjen. Politistats-billederne af militæret og kampklædte betjente på frontlinjen mod civilbefolkningen under BLM-protesterne har brændt sig fast på nethinden hos mange af os. 

Det er helt klassisk fascisme. Også når det foregår under dække af et kompliceret og topstyret “demokratisk system”, der er domineret af økonomiske interesser og en magtklasse, som på tværs af de to reelt eneste partier altid har været enige om at bevare det imperium, der ligger til grund for USA som global supermagt. 

I’m not a Nazi. I’m the opposite of a Nazi.

Donald Trump

Men det er ikke Donald Trump, der har skabt det system, som ikke bare muliggør, men oprindeligt er bygget på den fascisme, mainstream-medierne i USA nu lader som om, de endeligt har fået øje på. Frygten for, at Trump-lejren vil forsøge at “stjæle” valget, er absolut forståelig. Den bliver desværre søgt og utroværdig, når ikke en eneste journalist tilsyneladende husker, at det 21. århundrede allerede har set en præsidentkandidat “stjæle et valg”, da George W. Bush omgik systemet i 2000. På samme måde klinger frygten for voldelig magtanvendelse mod politiske modstandere altså en smule hult, når amerikanske studerende og demonstranter i det hele taget er blevet mødt med vold og alt andet end demokratisk forståelse og inddragelse, mens de har protesteret mod Israels forbrydelser i Gaza – og USA’s støtte og deltagelse i forbrydelserne – i tiden under Joe Biden. Og det er netop Demokraternes administration, der i stedet for at forbedre omstændighederne for den amerikanske befolkning har brugt ustyrlige mængder af ressourcer på at støtte et folkedrab og den sædvanlige imperialistiske krigsførsel mod fjenderne i Rusland samt opvarmning til konflikt med Kina. 

Det amerikanske system er fascistisk helt ind i sin essens. Intet af det er nyt. Det opstod ikke under Joe Bidens præsidentembede. Heller ikke under Trumps. Eller Barack Obamas med hans notoriske sværme af droner i Mellemøsten. Guantanamo blev ikke bygget i går. De imperialistiske krige er ikke et nyt fænomen. Den voldelige undertrykkelse af politiske modstandere har plaget særligt sorte amerikaneres historie fra slaveriet til George Floyd-protesterne. Begrænsningen af befolkningens demokratiske indflydelse startede på dag 1. 

Derfor er det også næsten en komisk mangel på selvindsigt, når Trumps påståede inspiration fra Hitler bliver central i valgkampen, for i virkeligheden er det nok mere reelt at vende det om og erkende, at Hitler nærmere kiggede mod det amerikanske system og den “succesfulde” undertrykkelse af sorte amerikanere, da han lod sig inspirere til sin fascistiske vision for Nazityskland. Trumps moderne version er unægteligt mere konfrontatorisk og utilregnelig end Kamala Harris og Demokraternes version  – og den møder muligvis også afgrunden hurtigere – men amerikanerne har ikke mulighed for at vælge en version, der gavner den amerikanske arbejder eller minoritetsborger, og ej heller resten af verdens befolkninger. 

Trump would be a president who admires dictators and is a fascist.

Kamala Harris

Hverken Kamala Harris som vicepræsident, Joe Biden som præsident eller den lange række af både demokratiske og republikanske magthavere har forsøgt at ændre den lovgivning og det system, de nu alle frygter, at Trump vil bruge til at “angribe demokratiet”. Roe vs Wade blev aldrig gjort til føderal lovgivning. De vanvittige vilkår og beføjelser for Højesteret er ikke blevet forsøgt ændret. “The Insurgency Act” har stået siden den blev brugt til at forfølge den indfødte befolkning. Ingen har forsøgt at gøre noget som helst for at ændre systemet. Få ting illustrerer maskefaldet bedre end at se Dick Cheney – et af ansigterne på moderne amerikanske olieimperialisme i Mellemøsten – stå side om side med de “superprogressive” på AOC-fløjen, Clinton-familien, Obama-familien og selv “socialisten” Bernie Sanders i samlet flok i modstand mod Trump og hans klan af få, superrige magtmennesker, der har set chancen for at bruge systemet til at fremme egne interesser lidt ekstra – nøjagtigt som de, der står peger fingre. 

Det mest interessant ved aftenens valg er derfor heller ikke, hvem der bliver udnævnt som vinder i morgen. Det er derimod om amerikanerne for alvor begynder at sige fra over for systemet. I 2020 vandt Joe Biden valget alene i kraft af ikke at være Donald Trump, men tiden hvor Demokraterne kan vinde valg på at være det mindre af to onder, virker til at være talte. Stemmeprocenten og andelen af stemmer på andre end de to system-kandidater bliver uendeligt mere interessant for fremtiden, end udfaldet af den rituale hanekamp mellem blåt og rødt hold.

Uanset hvem der vinder valget går amerikanerne ind i en fremtid, hvor samfundets ressourcer bliver prioriteret til større profitter til de superrige, flere våben til folkedrab og undertrykkelse både inden- og udenfor egne grænser og mest af alt at sikre magthavernes position i spidsen for en global supermagt. 

Held og lykke til os alle.