Med protesterne mod Israels overgreb på den palæstinensiske civilbefolkning skriver de danske pro-palæstinensiske demonstranter sig ind i lang tradition for folkebevægelser for fred, frihed og vores fælles rettigheder. Desværre skriver medierne sig ind i en lige så lang tradition for at stille sig på den forkerte side af historien og forsøge at skabe en fortælling om demonstranterne i bevægelserne som farlige ballademagere for ufred.
Mange tusinde mennesker har været på gaden i protest mod de israelske forbrydelser det seneste år, og både medier og magthaveres forsøg på at udskamme og umyndiggøre demonstranterne har været tydelig fra de første dage. Overskrifter og opråb fra politikere har været proppet med absurde beskrivelser som pro-Hamas, terrorsympatisører og ikke mindst anklager om antisemitisme.
Se blot på fremstilling af den idiotiske fodboldvold i Amsterdam, hvor israelske fodboldfans – kendt for ekstrem vold og racisme – endte i enorme slagsmål med hollandske fodboldfans og andre pro-palæstinensiske borgere i byen. Volden blev uden tøven præsenteret som antisemitisk og et angreb på jøder i Europa. Den tilsvarende vold og ødelæggelse fra de tilrejsende israelere nævnes derimod stort set ikke. Amsterdam er hjem for omtrent 15.000 jøder, som lever i fred og ro med sine medborgere til dagligt. Først da de vanvittige fodboldsfans ramte byen, udbrød de forfærdelige voldsscener. At kalde volden antisemitisk og sætte den i en ramme af “angreb på jøder i Europa” er ikke bare et usselt propagandagreb taget direkte fra den israelske stat selv.
Det er en fabrikeret løgn for at bidrage til fortællingen om Israel som ofret i kampen mod barbariske fjender.
Behandlingen af Israel-kritikere minder på mange måder om, hvordan særligt unge klimaaktivister er blevet mødt af magthavere og medier. Udskamning, latterliggørelse og anklager om “vold” – selvom det oftest er ment i en kontekst af vold mod ejendom, som i sig selv er et koncept undfanget i kapitalismens fantasi – har været midlerne mod klimaaktivister længe. Det fortsætter såmænd ufortrødent mens Valencia bogstaveligt talt står under vand og dermed bekræfter aktivisternes frygt i realtid. Den afgørende forskel – uden på nogen måde at ville tage noget fra de modige aktivister, som sætter krop og helbred på spil for klimaet – er alvorligheden af beskyldningerne, de to protestbevægelser møder. I mediebilledet er Israels proklamerede fjende en barbarisk gruppe af uciviliserede terrorister, og det tager derfor kun et øjeblik, før demonstranterne mod Israel placeres “på samme side” som den påståede fjende. Uanset hvor tydeligt protesterne understreger at være pro-palæstinensiske, fór palæstinensisk frihed og bruger begreber som folkedrab og krigsforbrydelser som værende årsagen til protesterne, kan de ikke undgå at blive portrætteret som støtter af fjenden. Derfor er det vigtigt at forstå, det mod, det kræver at stille sig frem og gå på gaden med bevidstheden om, at man i samme øjeblik får påklistret mærkater som “terrorsympatisør” og i dette tilfælde også anklager om antisemitisme.
Det kræver ikke mange sammenhængende tanker at se det bizarre i konstante anklager om antisemitisme, mens amerikansk politi anholder hundredvis af jødiske demonstranter for at protestere samme sag, som anklagerne er rettet mod. Det er meningsløse automatreaktioner fra politikerne og kommentarorernes side, men de bliver gentaget igen og igen, og hurtigt bliver det opfattet som virkelighed af en stor gruppe, som ikke har nogen egentlig kontakt til eller viden om protesterne fra andre kilder end de etablerede medier.
Historien fortæller os, at det altid har været tilfældet. Studerendes fredelige “sit-ins” under borgerrettighedsbevægelsen i ‘50’ernes USA, der blev fremstillet som i de mindste medskyldige i den voldelige respons. Folkebevægelser under Vietnamkrigen med strejker og fredelige protester, der blev portrætteret som støtter af det “barbariske Vietcong” og modstandere af “Vestens frihed og frie demokrati.” De unge mennesker, der indtog gaderne i storbyer overalt i verden med protester mod Irakkrigen i starten af 00’erne, fik samme behandling. “Nyttige idioter” for en brutal diktator i Saddam Hussein og modstandere af Vesten blev de stemplet som.
Det er altså ikke første gang, at en gruppe unge har måtte fortælle den etablerede magtgeneration, at de var ude på et sidespor. Med en smule naivitet kunne man sige, at “pressen” ikke har lært noget af historien. Man kunne også være lidt mere kynisk – og realistisk – og konkludere, at de etablerede massemedier ikke er interesserede i at lære af historien – alene i at skrive den.
Fællestrækkene er mange, når det kommer til mediernes og magthavernes reaktion på folkebevægelser mod Vestens krige – særligt siden Vietnamkrigen, hvor alle større krige i nogen grad har været udsat for nyhedskameraerne. Men helt afgørende er det, at mediernes og magthavernes fremstilling af krigsmodstanderne har været den samme fortælling. Det skyldes næppe en eller anden større konspiration med onde magtmennesker, der sidder omkring et bord på et middelalderligt slot og bestemmer, hvad medierne skal skrive. Det skyldes derimod en kombination af mange faktorer, som alle trækker i samme retning. I et globaliseret, kapitalistisk verdenssamfund har det naturligvis betydning, at ejerne af alle de største mediekoncerner tilhører en elitær klasse, hvis interesser historisk har været yderst velrepræsenterede blandt formelle magthavere i de mere eller mindre liberale demokratier, som oftest er gået hånd i hånd med kapitalismen.
Men også det helt grundlæggende afhængighedsforhold mellem journalister/medier og magthavere igennem adgang til henholdsvis befolkningen og information/særadgang kan ikke undgå at smitte af på de fortællinger, der kommer igennem mediefladen. Den antikapitalistiske analyse af mediernes som talerør for magtklassen – i særdeleshed under neoliberalismen – fortjener uendeligt meget mere plads end de få sætninger her (og det har den heldigvis fået af f.eks. Michael Parenti el. Noam Chomsky). I tilfældet af Israel, har den velkonstruerede og strømlinede mediefortælling været i en klasse for sig. Det er ingen hemmelighed, at den israelske statsmagt gennem hele sin eksistens har gjort en stor indsats for at påvirke offentlighedens billede af og holdning til Israel. AIPAC, der varetager Israels interesser i den amerikanske offentlighed, bruger hundredvis af millioner dollar på at bidrage til sympati for Israel blandt magthavere og i den offentlige debat. De største tech- og dermed informationsvirksomheder som Meta og Google har en lang række personer i højtplacerede lederstillinger, der kommer direkte fra en position i Israels berygtede cyber- og overvågningsenhed “Unit 8200”. En enhed, der er blevet kaldt “Israels NSA” og er blandt andet er sat i forbindelse med personsøger-terrorangrebet i år. Axios, New York Times og CNN samt en perlerække af andre fremtrædende medier i USA har tidligere 8200’ere eller Shin Bet-personligheder ikke bare ansat, men som direkte del af dækningen. Den bredt kritiserede NYT-dokumentar om den 7. oktober “Screams without words” er eksemplevis lavet af Anat Schwartz, der ligeledes har en fortid i det israelske efterretningsapparat.
I Danmark har vi oplevet, at Israel har søgt “meningsagenter”, men selv når det ikke handler om direkte forbindelser til statsmagten, har vi det seneste år set utallige eksempler på, hvor stor indflydelse på den generelle dækning, israelske interesser har.
Enhver læresætning om kritisk tilgang til partskilder, dækkende og informerende rubrikker og forsøg på at repræsentere flere synspunkter, der udfordrer hinanden, ryger direkte i affaldsspanden. Kugler dræber børn – ikke israelske kugler eller IDF-snigskytter. Civile mister livet under angreb på terrorister. Kreativiteten vil ingen ende tage, når nyhedsrubrikkerne skal forsøge ikke at sætte navn på ophavsmanden til volden.
The ideas of the ruling class are in every epoch the ruling ideas
Karl Marx
Selvom det heldigvis ikke vælter med tidligere efterretningsansatte fra Israel i danske medier, gør det selvfølgelig en forskel, når redaktører, debatjournalister og kommentatorer på tværs af mediebilledet i Danmark er erklærede zionister – altså støtter af den etnonationalistiske ideologi, som driver Netanyahus erobringskrig mod civilbefolkninger i området. Eller når de tager på betalt tur til Israel, har arbejdet på Israels ambassade i Danmark, åbent udtrykt foragt for palæstinensere som befolkning flere gange, og i det hele taget ukritisk har udtrykt støtte til Israels “ret til selvforsvar” og insisterer på (fantasi)fortællingen om “Mellemøstens eneste demokrati”. Så giver det helt sig selv, at vi ender med en offentlig debat præget af retfærdiggørelse af krigsforbrydelserne og dehumanisering af dem, der protesterer mod krigsforbryderne. Hvis Inger Støjberg mere end et halvt år inde i et potentielt folkedrab og i det mindste bunkevis af dokumenterede krigsforbrydelser, kan erklære, at “Israel skal have lov til at gøre arbejdet færdigt”, uden at blive mødt af et eneste kritisk spørgsmål om betydningen af så markant en udmelding, eller Jotam Confino i BT frit kan udgyde sin støtte til israelske soldaters angreb på FN-styrker i Libanon for derefter at glide tilbage i rollen som journalist, der skal dække forbrydelserne, så kan vi ikke lade som om, at mediebilledet er balanceret.
De vigtige spørgsmål bliver ikke stillet. De ansvarlige for den egentlige vold, diskrimination og nedbrydelsen af samfundets kerneværdier undgår ikke engang bare at blive holdt ansvarlige – de nævnes slet ikke ved navn.
Mens politikerne har forsøgt at lave lovgivning, der skal gøre det mere risikabelt at demonstrere mod israelske interesser, har medierne gjort sit bedste for at fordreje ethvert budskab fra de pro-palæstinensiske demonstranter til at være både voldeligt og antisemitisk.
“Intifada” betyder ikke længere oprør, men er derimod blevet til en opfordring til antisemitisk vold.
“From the river to the sea” er voldsforherligende og et ønske om udslettelsen af jøder i Israel, hvis en pro-palæstinensisk demonstrant ytrer det, men er end ikke værd at nævne, når Israels egen premierminister bruger begrebet, mens han står i spidsen for etnisk udrensning.
En ungdomspolitiker med israelsk baggrund får fri spalteplads til at beskrive sin frygt for vrede mod hans zionisme, men interessen for at høre nogle af de jødiske demonstranter mod Israel – som næppe støtter et nyt folkedrab på jøder – er ikke eksisterende.
Billedet er tydeligt. Virkeligheden har bare vist sig at være en anden. På trods af at demonstrationerne har spredt sig på tværs af hele Vesten, har de været ganske fredelige. Det er ikke endt i de voldelige jødehadende optøjer, som mediebilledet kunne få en til at tro. Tværtimod har folkebevægelserne – både de historiske og den igangværende – været fredelige og uden diskrimination. Borgere fra det jødiske mindretal er gået med i frontlinjen helt fra den første dag, og de går stadigvæk.
Det eneste, der er i fare, er magtelitens fortælling, som dækker over en magtsyg og menneskefjendsk støtte til israelsk apartheid og en fascistisk begrundet krig for udvidelsen af en etnonationalistisk koloni-stat.
“Globalisér Intifadaen” har intet med religion eller religiøs krig at gøre. Det er en nødvendig anerkendelse af, at denne gang som så mange gange før, er det ikke en krig mellem Vesten og “vores” fjender, men derimod en kamp mellem magteliten og folket.
Forskellen på de tidligere folkebevægelser og den, vi ser nu, er, at de etablerede nyhedsmedier ikke længere har monopol på informationsstrømmen. Vietnamkrigen var den første TV-transmitterede krig, og det forandrede udbredelsen af krigsmodstanden. Overgrebene på civilbefolkningen i Gaza foregår i en virkelighed, hvor det er tæt på umuligt at holde brutaliteten skjult, fordi enhver mobiltelefon er et nyhedskamera. Det israelske regime gør alt i sin magt for at holde journalisterne fra frontlinjen, men adgangen til sociale medier betyder, at de umenneskelige forbrydelser ikke længere kan fejes ind under gulvtæppet.
Måske bliver medierne og magthaverne nødt til at lære af historien denne gang.
