Drømmen om et Stor-Israel med “de bibelske grænser” er ikke blot et glemt sagn fra gammel tid. Det er – og har altid været – endemålet for den zionistiske bevægelse og dermed den israelske statsmagt.

Så sent som for en måned siden stod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, foran FNs generalforsamling med et hjemmelavet kort over Mellemøsten, som viste, hvad Netanyahu kaldte “et nødvendigt valg for verden” mellem “forbandelsen” og “velsignelsen”. 

“Forbandelsen” var ikke overraskende en markering af Iran, Syrien og Irak, men den såkaldte “velsignelse” vakte alligevel undren hos nogle. Her var nemlig en markering af Israel, men ikke inden for de grænser, der blev tegnet ved oprettelsen af staten i 1948. Heller ikke af grænserne efter seksdageskrigen i ‘67 eller sågar af de områder, der er under israelsk kontrol i dag. Nej, på kortet var et Israel med både Gaza, Vestbredden, Golanhøjderne i Syrien, den egyptiske Sinai-halvø samt dele af Jordan og Libanon. 

Med andre ord viste Netanyahus kort et Israel identisk med det, statens første premierminister, David Ben Gurion, fremlagde som World Zionist Organizations forslag til en ny stat ved Paris Peace Conference i 1919. Konferencen hvor de vestlige kolonimagter efter Første Verdenskrig besluttede, hvordan grænserne i de områder, det Osmanske Rige havde tabt i krigen, skulle trækkes. Og selvom særligt Storbritannien var varm på idéen om at lade den pro-vestlige zionistiske bevægelse få en del af det nyerobrede territorium, afviste Frankrig og Storbritannien bevægelsens forslag om et Stor-Israel. På daværende tidspunkt var særligt den mere ekstreme del af bevægelsen urokkelig i sit krav, og idéen om et Israel til zionisterne blev lagt på is. 

And that is the choice we face today: the curse of Iran’s unremitting aggression or the
blessing of a historic reconciliation between Arab and Jew

Benjamin netanyahu i sin tale til FN september 2024

I stedet valgte Storbritannien og Frankrig famøst at opdele Mellemøsten i en række helt nye stater, som med den klassiske kolonialistiske begrundelse om at ville beskytte minoriteter foregik på baggrund af områdets religiøse og etniske sekter, selvom man allerede dengang var bevidst om, at det kun kunne ende i kaos og konflikter. 

Da oprettelsen af Israel skete med FN-mandatet af 1947, var det inden for et langt mindre geografisk område, end den zionistiske bevægelse oprindeligt havde ønsket. Og Palæstina – som på det tidspunkt var under britisk kontrol – blev delt, så palæstinenserne beholdte Gaza og dele af Negeb-ørkenen syd for Gaza samt Vestbredden og det nordlige område ved grænsen til Libanon. 

Israel erklærede dog aldrig officielt sine egne grænser ved etableringen i 1948, og allerede i månederne op til den officielle etablering af staten, stod det klart, at målet fortsat var kontrol over et større geografisk område, da zionistiske bosættere fra november ‘47 til juni ‘48 voldeligt fordrev omtrent 750.000 palæstinensere under Nakba’en. Dagen efter oprettelsen af den israelske stat, blev området invaderet af de omkringliggende arabiske lande, som modsat det palæstinensiske lederskab havde stemt nej til FN-mandatet om at oprette en jødisk stat i Palæstina. 

Krigen blev starten på det israelske tyveri af territorium fra omkringliggende stater og skabte den opdeling, vi kender i dag med Gaza og Vestbredden som isolerede territorier og israelsk kontrol over resten af Palæstina. Knap tyve år senere i 1967 angreb Israel Egypten og startede en krig, der endte med israelsk besættelse af Sinai-halvøen i Egypten, Golanhøjderne i Syrien samt Gaza og Vestbredden i Palæstina. Dertil kom annekteringen af Østjerusalem, der gav Israel kontrol over hele Jerusalem, som de omgående erklærede som hovedstad. 

Først da Egypten som den første arabiske stat anerkendte den israelske stat mere end et årti senere begyndte en fredsaftale om at trække israelske tropper og bosættere tilbage fra Sinai-halvøen – en aftale som aldrig var kommet på tale, hvis det ikke var for massivt internationalt pres, da ikke engang USA ville anerkende Israels besættelse af territorierne. 

Israel forsøgte at retfærdiggøre 1967-angrebet på Egypten med, at landet stod overfor et potentielt folkedrab omringet af stater, der i følge den israelske regering ønskede at udrydde den jødiske befolkning. Retfærdiggørelsen er blevet modsagt flere gange siden af højtstående medlemmer af de israelske styrker og politikere. Major i IDF under krigen, Mattiyahu Peled – som i øvrigt var blandt de højtstående militærfolk, der truede med at forlade militæret, hvis Israel ikke angreb Egypten – fortalte fem år efter angrebet på Egypten, hvordan fortællingen om risikoen for folkedrab blev konstrueret efter krigen. 

“Teorien om, at vi var i fare for et folkedrab i juni 1967, og at Israel kæmpede for sin fysiske eksistens, var blot et bluff, der blev født og udviklet efter krigen”

Mattiyahu Peled til Ha’aretz i 1972.

 

Drømmen om et Stor-Israel døde dog ikke efter tilbagetrækningen fra Sinai-halvøen. Og i 1982 udviklede og udnyttede Israel en strategi om at bruge Vestens sekteriske opdeling af de mellemøstlige stater til at skabe interne konflikter og gøde vandene for israelsk indblanding. Med massakren i Sabra og Shatila – henholdsvis en palæstinensisk landsby i sydlibanon og en palæstinensisk flygtningelejr i området – begyndte Israel invasionen af Libanon, som endte med anekteringen af det sydlige Libanon, der altid havde været et område, den zionistiske bevægelse anså som værende en del af fremtidens Stor-Israel. 

Massakren, der er anerkendt som folkedrab, blev udført af en kristen libanesisk gruppe, men med støtte fra den israelske stat. og fulgte direkte “The Strategy for Israel in the 1980’s”, der i virkeligheden er en kortlægning af, hvordan man mente, udvidelsen af Israels territorium ville være mulig. 

Strategien beskriver udnyttelsen de sekteriske skel i andre arabiske lande, som man gjorde i Libanon, i en større strategi om at splitte den arabiske verden, og understreger, at en fremtidig opløsning af Syrien og Irak til konflikt mellem etniske og religiøse grupper, som i Libanon, bør være Israels primære mål.

I sin snart 80 år lange historie har den israelske stat altså på intet tidspunkt haft noget mål om at opnå fred med de omkringliggende stater, og da slet ikke det palæstinensiske folk, som siden 1948 har eksisteret i en virkelighed, hvor man langsomt men sikkert har mistet kontrollen over mere og mere af det land, de blev lovet af FN i 1947 – det land, de frivilligt opgav en del af til den jødiske stat, som siden har undertrykt og ydmyget det palæstinensiske folk igen og igen. 

Så når Benjamin Netanyahu står foran FNs generalforsamling og vifter med sit hjemmelavede kort med Stor-Israel, er det alene en fortsættelse af Likud-partiet og den zionistiske bevægelses arv. Nøjagtigt det samme kan siges om hans konsekvente afvisning af en fredsaftale, der spejler holdningen hos Likud-partiets ideologiske bedstefar og kendt som central figur for den ekstreme og splittende gren af den zionistiske bevægelse, Ze’ev Jabotinsky, som i sit essay fra 1923(!) “Iron Wall” var bevidst om, at fred aldrig ville komme på tale, hvis en zionistisk stat blev oprettet i Palæstina. 

Der har aldrig været et eksempel på et koloni-projekt, som fik samtykke fra den indfødte befolkning, skriver han i Iron Wall og konstaterer, at der aldrig kommer en fredelig løsning mellem zionisterne og palæstinenserne. 

“The native populations, civilised or uncivilised, have always stubbornly resisted the colonists, irrespective of whether they were civilised or savage.”

Ze’ev Jabotinsky i Iron Wall fra 1923. 

Jabotinsky ville utvivlsomt have kigget stolt på Netanyahu, da han rådede den amerikanske kongress til at invadere Irak. Eller da han erklærede Israel som neutral under borgerkrigen i Syrien, mens man bevæbnede grupper for at holde ild i konflikten. Eller da han i sommeren 2024 så sin chance for at sende styrker ind i det sydlige Libanon igen. 

Når vi ikke anerkender den snart 100 år lange historie med vestlig indblanding i Mellemøsten, er vi medskyldige i at videreføre ødelæggende fordomme og fortællinger om Mellemøsten som aggressive, jødehadende hule-samfund, der aldrig vil freden. Selvom det i virkeligheden er Vestens egen bevidste konstruktion, der har kastet regionen ud i kaos og konflikt. 

Det zionistiske regime er og har altid været bevidste om, at fred ikke er muligt, så længe Israel eksisterer i Palæstina. Det er på tide, at resten af Vesten opnår samme bevidsthed.