Foruden fortællingen om “Mellemøstens eneste demokrati” bliver Israel ofte beskrevet som en frodig oase af frihed og rigdom midt mellem Mellemøstens undertrykkende og uciviliserede fortidssamfund. Men oasen er begyndt at visne. Ovenpå et år, hvor 85.000 ton bomber er blevet smidt i hovedet på Gazas civilbefolkning – mere end mængden af bomber brugt i Anden Verdenskrig – er udgifterne til de barbariske overgreb på palæstinenserne begyndt at løbe op. Den katastrofalt mislykkede invasion af det sydlige Libanon har alene haft den effekt, at Israel har måtte række endnu dybere ned i pengekassen. Omend vi ikke hører om det i de pro-israelske medier herhjemme, er det noget, der kan mærkes i alle lag af det israelske samfund. Godt nok har Biden-administrationen i USA sendt våben og milliarder i en hidtil uset strøm det seneste år, men med Netanyahu-regimets aggressive krigsførelse kan hverken økonomien eller våbenlagrene følge med.
De militære operationer er ikke gået, som den selvsikre israelske regering havde forudset, og i kampene på landjorden både i Gaza og Sydlibanon har IDF oplevet skræmmende store materielle tab. Stort set hele Gaza er jævnet med jorden i israelske luftangreb, og det har betydet, at Israels hær nu må gen-træne sine soldater til at kæmpe i det ukendte terræn af betonruiner og massegrave. Ydmygelsen på landjorden nåede nye højder, da invasionen af Libanon kollapsede, inden den rigtigt var begyndt. Hezbollah udstillede hullerne i det amerikansk finansierede ‘superluftforsvar’ i Israel, The Iron Dome, og formåede ikke blot at bremse invasionen, men tvang samtidig titusindevis af ulovlige israelske bosættere til med hjælp fra IDF at flygte fra bosættelserne ved grænsen til Libanon. I et område, som i følge grænsetrækningen ved oprettelsen af Israel tilhører palæstinenserne. Det er den største tilbagetrækning af bosættere i det nordlige Israel siden Yom Kippur-krigen i 1973. Mens det i stor stil er lykkedes Israel at ramme Hezbollah-ledere med sine bombeangreb i libanesiske boligområder, er målet om at erobre det sydlige Libanon som en del af ønsket om et Storisrael faldet hårdt til jorden. Efter få måneder er der nu indgået en våbenhvile, der tvinger Israel til at forlade området, og selvom det israelske regime allerede har brudt våbenhvilen op mod 100 gange, ligner planen om en erobringskrig et forsvindende fatamorgana.
Men det er ikke bare Hamas’ tunneler og Hezbollah-militserne i Sydlibanon, som har rystet Israel. Ærkefjenden i Iran er også lykkedes med at penetrere luftforsvaret med droner. Selvom det iranske angreb var begrænset og alene ramte militære installationer, har det slået sprækker i fortællingen om det overlegne israelske forsvar, som har domineret diskursen længe. Den langtrukne militæroffensiv og udeblivende succes på landjorden har fået det israelske parlament, Knesset, til at godkende en lovændring, så landets ultra-ortodokser jøder ikke længere er fritaget fra at tjene i IDF. Udover at være en kontroversiel lovændring, som blot bidrager til den i forvejen markante splittelse i det israelske samfund, er det også et klart udtryk for den begyndende desperation hos den krigsbegejstrede magtelite. Med ICCs arrestordre på Netanyahu og tidl. forsvarsminister Yoav Gallant og den voksende tilslutning til Sydafrikas sag mod Israel ved ICJ om folkedrab på palæstinenserne i Gaza, begrænser frafaldet af støtter til regimet sig ikke til den israelske befolkning. Foruden nogle få vestlige stater, har det meste af verden vendt Israel ryggen, og staten synes at kigge ind i en nær fremtid som verdens næste pariastat.
Dertil kommer den økonomiske pris på folkedrabet. Det er ikke billigt at smide 85.000 ton bomber på en civilbefolkning. Støtten fra USA er vokset fra de sædvanlige 3-4 mia. dollar til op mod 20 mia. dollar siden 7. okt. ‘23, og militæromkostningerne for Israel risikerer i 2025 at ende på op mod 70 mia. dollar. En helt igennem uholdbar pris for den israelske økonomi, men med den marginalt mere moderate Benny Gantz afgangen fra Netanyahus krigskabinet er udsigten til militær opbremsning forsvindende lille. De, der trækker i krigens tråde på den israelske side i dag, er repræsentanter for den ultra nationalistiske højrefløj, som alle er udtalte modstandere af en våbenhvile og samtidig har øjnene stiftet rettet mod en realisering af den mere end 100 år gamle plan om oprettelsen af et Storisrael. Regningen bliver efterladt hos borgerne i Israel.
En økonomi på vej i knæ
Ikke kun bomberegnen over palæstinensiske kvinder og børn koster milliarder af dollars. Udstedelsen fra store dele af det internationale samfund og boykot fra befolkninger på tværs af kloden udgør en endnu større trussel mod den israelske økonomi, end Bibis blodtørst gør. Udenlandske investorer har i høj grad mistet lysten til at investere i landet, skarpt illustreret af Chipgiganten Intels beslutning om at droppe opførelsen af en ny fabrik i Israel – en tabt investering på 25 mia. dollar. Samtidig har en lang række israelske institutioner flyttet investeringer for 40 mia. dollar ud af Israel, og både de udenlandske og israelske investorer reagerer ikke alene på den forværrede sikkerhedssituation, men i højere grad på, at Israels kreditværdighed gentagne gange er blevet sænket af internationale investeringsbanker gennem det seneste år. Investeringsbankerne ser de potentielle konsekvenser af den globale BDS-bevægelse, der har betydet massive boykot af israelske varer, som katastrofale for den israelske økonomi, og når en række lande samtidig har forbudt eksport til Israel, er det ikke blot på papiret, at økonomien er i opløsning. Det israelske samfund kan ikke undgå at mærke konsekvenserne af landets begyndende status som pariastat i det internationale samfund. Reaktionen på Hamas-angrebet den 7. oktober fra den israelske regering var at udelukke mere end 100.000 palæstinensiske arbejdere fra Vestbredden og Gaza, som grundet apartheidtilstandene i de besatte palæstinensiske områder er heldige, hvis de lander et lavtlønsjob i Israel.
Men når så mange arbejdere forsvinder fra arbejdsmarkedet fra den ene dag til den anden, går det naturligvis ud over produktionen. Og da palæstinenserne som nævnt alene har adgang til de fysisk hårde lavtlønsjob på det israelske arbejdsmarked, er det i høj grad den fysiske produktion, der er blevet ramt af masseudelukkelsen af arbejdere. Langt over halvdelen af byggepladserne i Israel er lukket ned siden 7. oktober, hvilket har fået byggebranchen helt i knæ, og det samme er tilfældet for landbruget, der lider hårdt under regeringens beslutning om at fjerne den palæstinensiske underklasse af arbejdere samtidig med, at de israelske borgere er nødvendige på frontlinjen mere end arbejdsmarkedet. Tyrkiets beslutning om at forbyde eksport til Israel kan vise sig som en større mavepuster, end der i første omgang er blevet lagt op til. Det oplagte alternativ som importvej er nemlig gennem Det Røde Hav, hvor Yemens Houthier til mange overraskelse har haft stor succes med at sabotere Israels handel med resten af verden.
Så selvom Joe Biden desperat pumper milliarder ind i Israel, var den økonomiske reaktion på Israels krig tydelig fra første øjeblik. Fjerde kvartal 2023 viste et markant drop i den israelske BNP på 4 pct., hvilket blev fulgt op af fald på mere end 1 pct. i begge de to første kvartaler i år. 46.000 israelske virksomheder har måtte dreje nøglen og erklære konkurs i løbet af 2024, og selvom udviklingen har stabiliseret sig de seneste måneder, er det et ualmindeligt hårdt slag. Den skrantende økonomi er ikke alene et problem, fordi Israel har brug for en stærk økonomi for at kunne finansiere sine angrebskrige på flere fronter, men også fordi den israelske stat er i en helt særlig situation, når det kommer til landets befolkning. Som stat med mindre end 100 års historie og fuldkommen etableret på et fundament af indvandring udefra, har knap én million israelere dobbelt statsborgerskab. Derfor er udsigten til en alvorlig økonomisk krise med dertilhørende forværrede vilkår for borgerne langt mere problematisk for den israelske stat end for andre statsmagter. Modsat en dansk statsborger, som i tilfælde af en krøblende økonomisk krise kan vælge mellem at blive indvandrer uden rettigheder i en anden stat eller at udholde smerten i Danmark, har mange israelere muligheden for at rykke teltpælene op og flytte til en anden stat uden tab af rettigheder. Det er en skrøbelighed i selve fundamentet for den jødiske stat, som regeringen er nødt til at have for øje.
Uro i den jødiske befolkning
Risikoen for massemigration af jødiske borgere fra Israel er ikke kun en teoretisk trussel, som Netanyahu og hans krigsglade bagland er nødt til at overveje, det er allerede en reel tanke for en stor del af befolkningen. I en undersøgelse svarer en fjerdedel af jødiske israelere – 25 pct. – at de ville forlade landet, hvis de fik praktisk mulighed for det. Det uhørt høje tal er en illustration af den gigantiske splittelse, der allerede prægede samfundet forinden 7. okt. ‘23, og som kun er vokset gennem det seneste år. Massive demonstrationer er brudt ud på tværs af landet i løbet af 2024, og budskaberne indeholder alt fra utilfredshed over regeringens ligegyldighed med Hamas-gidslerne, kritik af Netanyahus højredrejede politik og modstand mod folkedrabet på palæstinenserne. De israelske arbejdere har organiseret generalstrejke, og splittelsen har langsomt spredt sig til Knesset, legemliggjort af Benny Gantz udtrædelse af regeringen.
Den mere moderate linje med en smule mere blik for internationale konventioner, palæstinensernes menneskerettigheder og israels fremtid som liberalt demokrati, Gantz var repræsentant for, har været en afgørende balance i Israels magtcentrum for at afholde Netanyahus ultra nationalistiske bagland fra at drømme for stort og offentligt om at invadere de omkringliggende stater i et forsøg på at erobre den jord, de mener jøderne har krav på. Den skarpe drejning mod de mere ekstreme, zionistiske tendenser er blevet tydelig de seneste måneder med den mere eller mindre åbne klargøring af Gaza til annektering og bosættelser samt forsøget på at invadere Sydlibanon. Hvis de utilfredse, mere centrisk funderede israelere begynder at forlade landet med endnu større hast, end vi har set i 2024, vil det betyde, at den religiøse ekstremisme får endnu mere at skulle have sagt. Den israelske historiker og tidligere politiker Ilan Pappé kalder i sin seneste bog Israel for “et land på vej i borgerkrig,” og Pappé tror ikke på, at udviklingen kommer til at vende foreløbigt. I et interview i sommer forklarede historikeren, at den politiske elite i Israel ser den nuværende eskalering som “et historisk vindue for at ændre magtbalancen i hele Mellemøsten.” Problemet med den plan er blot, at vinduet måske allerede er blevet smækket i af den store gruppe af israelske allierede, der kritiserer krigsforbrydelserne i Gaza og har lukket for våbenleverancerne til Israel.
Det er ikke længere et overdrev at kalde USA for Israels eneste håb. Netanyahu og resten af forbryderbanden er fuldt ud afhængige af, at både de amerikanske dollar-milliarder og de enorme våbenleverancer på intet tidspunkt sættes i bero. Sker det, kan Israel meget stå foran et reelt kollaps. Og selvom magthaverne i koloni-staten uden tvivl åndede lettede op efter amerikanernes valg af Donald Trump, er den faldende støtte til det israelske projekt i særligt den unge del af den amerikanske befolkning urovækkende for det israelske statsapparat. Den globale propagandaindsats, som Israel er berømt og berygtet for, er fejlet. Kun 41 pct. af amerikanere mellem 18 og 29 år ser positivt på Israel i dag. Det er en historisk lav andel, og med de enorme økonomiske udfordringer for helt almindelige amerikanere er milliardstøtten til Israel ikke længere den samme vindersag i USA, som det tidligere har været.
Benjamin Netanyahu ynder at give Hamas og præstestyret i Iran skylden for al dårligdom, men i virkeligheden er det israelske projekt måske sin egen største fjende.
