Oxford siger: “a theory or system of social organization in which all property is owned by the community and each person contributes and receives according to their ability and needs.”

Så forsimplet slipper vi desværre ikke afsted med at definere et af de mest misbrugte og derfor misforståede begreber i særligt det seneste halve århundrede. Kommunismen kan forstås som hele den revolutionære vej fra omvæltningen af det kapitalistiske samfund gennem overgangsperioden med den marxistiske forståelse af socialisme og indtil det fuldt kommunistiske samfund, der er både stats-, klasse- og pengeløst. Men det kan også, som det oftest og mere meningsfuldt gør af kommunister, forstås som det fuldt kommunistiske samfund alene. 

Søren Mau har en let forståelig beskrivelse af organiseringen i et kommunistisk samfund i sin blog “Communism is Freedom”, der absolut er værd at læse i sin fulde længde. Læs den her.

[Oversat fra engelsk] “Lad os kalde den grundlæggende enhed i kommunismens institutionelle struktur for kommunen. Alle skulle vælge en hjemmekommune, men alle ville kunne bo i den kommune, de ville vælge. Kommuner ville variere i størrelse, afhængigt af deres revolutionære forhistorie samt deres særlige geografiske, kulturelle og historiske kontekst. Nogle kommuner ville være stærkt urbaniserede og tælle deres indbyggere – lad os kalde dem communards – i millioner, mens kommuner i tyndt befolkede områder eller øde øer kunne have meget få indbyggere, i det mindste til at begynde med. Kommunismen vil gradvist mindske skellet mellem by og land, men til at begynde med vil det være nødvendigt at opbygge kommunismen i en verden formet af århundreders intens kapitalistisk urbanisering, hvilket betyder, at stærkt urbaniserede områder som Tokyo eller Shanghai skulle transformeres. ind i flere store bykommuner.”

Her i efteråret ‘24 er der tusindvis af borgere i Valencia, som i fællesskab er i gang med oprydnings-, rednings-, og genopbygningsarbejde helt uden noget profit-incitament, men alene fordi, at de relevante myndigheder ikke formår at gøre arbejdet godt nok, og så må borgerne selv. Alt efter hvordan de præcist har organiseret sig og fordelt opgaverne, er det et klassisk eksempel på, at kommunistiske eller anarkistiske principper har det med at tage over, når vi skal løse nødvendige opgaver, som ingen tjener på.