Oxford siger: “an economic and political system in which a country’s trade and industry are controlled by private owners for profit.”

Ganske enkelt privat ejerskab over ressourcer og produktionsmidler. Altså privat ejendomsret. Men særligt det sidste ord i Oxford-definitionen er helt centralt for måden, hvorpå kapitalismen har influeret samfund over hele verden gennem to århundreder. Profit. Med det private ejerskab opstår afhængigheden af lønarbejdet – mennesker, der sælger sin tid og arbejdskraft for en mere eller mindre fast pris, uanset hvad værdien af det produkt, de skaber, er – og det er særligt i det ulige magtforhold mellem arbejder og arbejdsgiver (kapitalist), man finder den mest almindelige kritik af kapitalismen. I Karl Marx’ øjne var det netop de dominans-hierarkiske, sociale relationer i kapitalismen, der skaber en samfundsødelæggende og frihedsberøvende fremmedgørelse mellem mennesker og det fællesskab, et samfund bør være. Han så det som en iboende problematik i ethvert samfund præget af klasseopdeling. Marx så fremmedgørelsen som et resultat af kapitalismens sociale relationer, og altså ikke af de teknologiske fremskridt, som var blevet skabt i kapitalistiske samfund –  modsat den mere romantiske kritik af kapitalismen, der netop ser industri og teknologi som hovedansvarlig for at ødelægge den nær-kommunistiske idyl, kapitalismekritikere ofte forestiller sig i fortidens samfund. En forestilling i øvrigt bekræftet af antropologer efter Marx’ tid med opdagelsen af mere eller mindre egalitære jæger-samler samfund. Problemet med kombinationen af nødvendigheden af lønarbejde og den konstante jagt på profit og deri økonomisk vækst er, at arbejdernes lønninger og i sidste ende levestandard bliver et parameter, der kan skrues på (oftest ned) for at påvirke profit-graden for arbejdsgiveren. Over tid skaber det ubalancerede udbytteforhold den ulighed i indkomst og særligt formue forstået som ejerskab over ressourcer og aktiver, som man ser på tværs af kapitalistiske samfund i dag. 

Tilhængere af kapitalismen vil argumentere, at det er systemets evne til at flytte ressourcerne fra det uvidende flertal og over i hænder på de få, der forstår at skabe merværdi med ressourcerne. Derfor er de teknologiske og industrielle fremskridt, som selv Karl Marx var begejstret for, altså i sig selv skabt af det kapitalistiske system og ville ikke være sket uden profit-incitamentet, der har fået de få med modet og idéerne til at rykke grænserne for, hvad der var muligt. 

Modstandere vil påstå, at det ikke er ejerne af fabrikkerne eller de moderne virksomheder, der har skabt de teknologiske fremskridt, men derimod de arbejdere, der arbejder på fabrikken eller i virksomheden. Samt at fremskridt for fællesskabet og udsigten til lige adgang til samfundets ressourcer er tilstrækkeligt incitament i sig selv.