Katastroferne står allerede i kø. Oversvømmelser, forlængede tørkeperioder og vanvidsorkaner er den akutte legemliggørelse af den klimakrise, eksperter med voksende desperation har forsøgt at advare om, siden Poul Nyrup Rasmussen var en ung spire i Folketinget. Ikke et dramatiseret fremtidsscenarie. Ikke længere en katastrofe, der kan afværges. Det er virkeligheden lige nu. Millioner af mennesker drives hvert år på flugt af naturens ubarmhjertige svar på 200 års rovdrift på dens ressourcer. Flere hundrede millioner mennesker kommer til at skulle flygte inden for de næste to årtier. Vores euforiske forbrugsrus over at have opnået et produktionssamfund i overflod har på få generationer formået at misbruge naturen i en sådan grad, at konsekvenserne nu risikerer at sabotere fødevareproduktionen helt ud af overfloden. 

Det er ikke utænkeligt, at den teknologiske udvikling kunne have gjort en helt afgørende forskel og ligefrem have afblæst klimakrisen, hvis man altså havde valgt at målrette investeringer og fokuseret blindt på at løse problemerne med udledninger og rovdrift på ressourcer, da eksperter første gang advarede magthaverne for snart 35 år siden. I stedet blev udfordringerne udsat, til løsningerne blev dømt rentable nok til at gøre sig fortjent til offentlige investeringer, og man fortsatte med at hive mere olie op af jorden og trække stadig flere ressourcer ud af naturen i højere tempo end nogensinde før. Advarslerne er kun blevet mere desperate siden. Og en global og kraftfuld klimabevægelse er opstået i protest mod den himmelråbende handlingslammelse fra politisk hold. Omend evigt udskældt for sine metoder – såsom symbolsk maling-kast mod beskyttede malerier, civil ulydighed i trafikken og massive demonstrationer – må man virkelig give klimabevægelsen, at de har gjort en forskel. Det er utvivlsomt, at protesterne og den ukuelige indsats i det hele taget har haft afgørende indflydelse på, at klimakrisen og behovet for handling har fået det store fokus, det trods alt må siges at have opnået i medierne og den offentlige debat de seneste 10 år. God sans for strategisk kommunikation og dygtig udnyttelse af den politiske kapital, spaltepladsen og den store tilslutning hos unge potentielle førstegangsvælgere har givet bevægelsen, har betydet, at den de senere år er blevet inviteret med indenfor i det politiske magtcentrum. Herhjemme har en bevægelse som Den Grønne Ungdomsbevægelse(tidligere Den Grønne Studenterbevægelse) stået i høj kurs blandt særligt centrum-venstre og den yderste venstrefløj. 

Desværre bærer den ellers brede mediedækning og omfattende offentlige debat alvorligt præg af netop dét. Det politiske establishments systemiske interessevaretagelse for den økonomiske magtklasse betyder, at enhver diskussion af løsninger naturligt sættes i en ramme af systemets grundlæggende overlevelsesbehov for vækst og dermed øget forbrug. Ikke fordi klimabevægelsen ikke kæmper for grundlæggende forandringer og substantiel og konkret handling nu og her, det gør den i allerhøjeste grad, men fordi det er den eneste måde, det politiske og økonomiske system forstår at fungere på. Markedskræfterne og den udvikling, de driver, skal finde løsningen, for det er sådan, vores system er bygget til at problemløse. Den “rationelle økonomi”. Derfor er den brede, populære og dermed også mest talrige repræsentation af klimabevægelsen blevet fanget i en reformisme, som en af bevægelsens forfædre, filosof Murray Bookchin, allerede så i den tidlige miljø- og klimabevægelse for snart 60 år siden. I sin teori ‘social økologi’ (eng. Social Ecology), taler Bookchin om to separate menneskelige naturbegreber. Under de simple overskrifter; “første natur” og “anden natur”, hvor førstnævnte dækker over de mere basale behov, vi har for overlevelse som mad, drikke, beskyttelse osv. – altså livsnødvendige behov, der er resultatet af en evolutionær udvikling – er den “anden natur” udtryk for og konsekvensen af vores rationelle (og sociale) udvikling – rationelle behov, der kan ændres. Formålet med separationen af de to “naturligheder” er netop at understrege vores evne til at forandre den “anden natur”, mens den “første natur” ikke ændres med vores rationalitet – eller vilje. I Bookchins øjne har vi qua vores rigide hierarkiske indretning af samfundet, hvilket i sin essens tilgodeser de få i toppen af hierarkiet, opbygget en “anden natur”, der forudsætter dominans – både mellem hinanden og i forholdet til naturen og dens ressourcer. Han så den tidlige klimabevægelses ensporede fokus på at løse de konkrete miljøudfordringer som en afgørende begrænsning for klimakampens potentiale, fordi det holder den fastlåst i den afgrænsede løsningsramme, det hierarkiske system og dets skæve interessevaretagelse, hvor naturens bæredygtighed har alt andet end forrang, kan tilbyde. Selv hvis det lykkes at overbevise de politiske magthavere om at stoppe den ekstreme afbrænding af olie og gas, ville man fortsat stå tilbage med et system, hvis overlevelse er afhængig af fortsat vækst og dermed et fortsat voksende behov for energi. Og et system, hvis hierarki fortsat vil være baseret på de militært stærke stater i Vestens udnyttelse af naturressourcer i historisk undertrykte stater. Hvis det ikke er olie og gas, er det lithium eller noget andet, hierarkiet vil frarøve det Globale Syd. Det samme sker med den brede del af klimabevægelsen i dag. De sidder fast i den “anden natur”. Og det er netop derfor, det var så afgørende for Murray Bookchin at understrege vores evne til at forandre denne “natur”. Den afdøde antropolog og ofte hævdet ophavsmand til Occupy Wall Streets “We are the 99%”-slogan, David Graeber, sagde det i virkeligheden omtrent så præcist, som vi kan komme det.

“The ultimate hidden truth of the world is that it is something we make and could just as easily make differently.”

Kort fortalt mener Murray Bookchin altså, at menneskets dominans og ødelæggelse af planeten er et direkte resultat af vores strukturelle dominans af hinanden indbyrdes. Den såkaldte “anden natur”. Endemålet er den “tredje – og tænkende – natur”, hvor vi har opløst den hierarkiske dominans og i stedet navigerer efter etik og rationalitet med en bevidsthed og nuancering i vores syn på menneskets rolle i naturen, som ikke er drivende for vores ‘natur’ i dag. Konkret ser Bookchin en sådan “tredje natur” forme sig gennem lokal, demokratisk medbestemmelse og en lokalt forankret produktion. Borgerne i Danmark har den mest veludviklede forståelse for den danske natur på samme måde, som de indfødte befolkninger omkring regnskoven i Amazonas forstår sig bedst på naturens behov netop dér. For de lever i den. Med den. Hverken den amerikanske kapitalfond eller den statskundskabsuddannede politiker har det mindste begreb om eller reel interesse i, at sikre naturens trivsel og reproduktion – de er alene interesserede i at sikre den sociale reproduktion, som i vores tid er defineret af ‘kapitalens’ dominanshierarki. Trods de klare anarkistiske tendenser i Bookchins forfatterskab er hans kapitalismekritik tydeligt rodfæstet i Karl Marx’ tanker om den magt, vores system tillægger ‘kapitalen’. Marx taler om ‘det menneskelige stofskifte’ i en kontekst af samfundets interaktion med og forhold til naturen og dens ressourcer på en måde, der er nært beslægtet med Bookchins “anden natur,” og med det in mente er følgende passage fra Søren Maus “Stum Tvang” en skarp beskrivelse af det helt grundlæggende i det dominanshierarki, som er ‘kapitalens magt’:

“Men under alle disse mekanismer, der forvandler mennesker til arbejdere, ligger en grundlæggende betingelse for den kapitalistiske produktionsmåde: den radikale adskillelse mellem livet og dets betingelser, der gør kapitalen i stand til at indsætte sig som deres formidler. Proletaren er en ‘blot og bar mulighed’, eller en ‘blot og bar levende arbejdsevne’, og ved at isolere evnen fra betingelserne for den virkeliggørelse bliver kapitalen den logik, der regerer over overgangen fra mulighed til virkelighed. […] ‘Den frie arbejder kan’, som Marx skriver, ‘kun tilfredsstille sine livsbehov, for så vidt han sælger sin arbejdskraft; [han er] altså tvunget gennem sin egen interesse, ikke gennem ydre tvang.’Valoriseringen (værdiforøgelsen) af værdi skyder sig selv ind i det menneskelige stofskifte og forvandler dermed kapitalens opretholdelse til betingelsen for livets opretholdelse. Dermed kan kapitalen tvinge dem [arbejderne] til at sælge sig selv frivilligt, som Marx opsummerer sagen med en sammenstilling af begreberne tvang og frivillighed, der præcist indfanger den kapitalistiske magts paradoksale og bedrageriske væsen.” 

Med bidrag fra Marx selv udlægger Søren Mau meget præcist grundlaget for kapitalens hierarki, og da han få afsnit senere beskriver, hvordan vi i virkeligheden fødes ind i en gæld af arbejdsevne til systemet, da kapital ikke er medfødt og for arbejderen kun kan udvindes gennem salget af arbejdsevne, indfanger Mau fornemt det dominanshierarki, som også definerer systemets forhold til naturen – og som Bookchin mener bør afvikles. 

I det mere radikale hjørne af klimabevægelsen, har afvisningen af det herskende systems spilleregler været en synlig og bevidst strategi længe. Man har lænket sig til vestligt ejede miner på det afrikanske kontinent eller træer, som stod over for at blive fældet og ligefrem sprængt olieledninger og lignende sabotage uden blik for systemets spilleregler. De ser klimakampen som et nødværge på planetens vegne, og derfor handler de, som man gør i nødværge – med modstand, der kan mærkes. Denne desværre relativt marginaliserede del af bevægelsen bærer præg af et ønske om et reelt opgør med kapitalismens altædende hierarki, og den repræsenterer netop noget i stil med Murray Bookchins anti-hierarkiske og revolutionære tilgang, som han allerede for mere end 50 år siden forudså, var den nødvendige sti for klimabevægelsen. I hvert fald hvis målet er et bæredygtigt verdenssamfund, som formår at trives og udvikle sig inden for sin rolle i naturens økosystem i stedet for at agere destruktiv parasit, som på beklageligvis er den form, vi har taget med vores dominans-ideologi, de seneste mange hundrede år.  De mest radikale klimaaktivister har fokus på at give magten tilbage til indfødte i lokalområder og til de lokalsamfund, som faktisk eksisterer, hvor ressourcerne er, og som har en langt mere veludviklet forståelse af vores plads i naturens trivsel. “Forudså” må stå tilbage som det korrekte ordvalg om Bookchins kritik af det ensporede fokus, når man hører, hvordan organisationer, vi normalt forbinder med at stå klippefast vagt om status quo, beskriver behovet for radikale løsninger på den allerede katastrofale klimakrise, vi står i. “Nulvækst-scenarier” bliver i ramme alvor drøftet i World Economic Forum og begrebet “degrowth” har ikke bare fundet vej til den etablerede medieflade, det er også nævnt i IPCCs 2022-rapport. Ikke alene var det utænkeligt for bare ti år siden, men selvom ingen af organisationerne kunne finde på at tale højt om kapitalismens ende, vil et degrowth-scenarie til syvende og sidst udmunde i lige præcis dét. Kapitalismens forfald. Mange vil med forståelig overbevisning argumentere for, at det globale samfund allerede er trådt ind i “late-stage” kapitalisme eller måske ligefrem, som den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis, påstå, at den har udviklet sig nærmest i en cirkel og er blevet til en moderne form for feudalisme. Men uanset hvad kapitalismen gør ved sig selv, har hvert eneste år, siden Bookchin udviklede sin sociale økologi, været et nyt argument, der giver merit til hans afvisning af det hierarkiske dominans-system som kompatibelt med en bæredygtig levevis. Med andre ord skal også den brede klimabevægelse indse, at ingen politisk kapital nogensinde bliver nok til at skabe de nødvendige rammer. Det kan kun ske med et systemskifte. En afvikling af det, vi har. 

COP29, det seneste i rækken af internationale klimatopmøder, sluttede for få dage siden. En af frugterne af klimabevægelsens eminente arbejde med overhovedet at få klimaet på dagsordenen i første omgang. Men hvor forgange klimatopmøder er endt i skuffelse og frustration, var dette års sammenkomst – som et ekko af den kaotiske uro, der præger hele Vesten og dets nære omverden lige nu – en katastrofe. Eftersom det blev afholdt i olie-diktaturstaten, Aserbajdsjan, var dagsordenen måske lidt sat på forhånd, og både værtslandet og olie-diktatur-vennerne fra Saudi Arabien formåede da også at få fritaget oileindustrien fra den bagatel af en aftale, der kom ud af den parodi COP29 var. 

Det er bare det seneste eksempel. Dagene før var det Danmarks egen “grønne trepart”, der faldt fuldstændigt igennem og understregede det grinagtige i, at Danmark i en noget fordrejet linse med selektive skyklapper kan kalde sig et “foregangsland” på klimaområdet. 

Behovet for et grundlæggende opgør med den hierarkiske systemtankegang, vi har tillært som en “anden natur”, bliver bedst illustreret ved at se på, hvor de ødelæggende udledninger kommer fra. Helt almindelige menneskers transportvaner – både i det rige Vesten og i det Globale Syd – fylder noget. Det samme gør den livsnødvendige produktion af mad. Og tøj. Strøm til vores boliger. Men langt størstedelen af det mad, tøj og den strøm, der produceres, skal tilskrives vores fanatiske overforbrug her i Vesten. Kinas historiske væksteventyr har fået udledningerne til at eksplodere i det store rige, så Kina i dag er verdens største udleder. Befolkningen er bare også uforståeligt stor, og så bliver de fleste af de produkter, vi køber i Vesten og i Danmark, om ikke andet delvist produceret i Kina. Kigger man på verdens befolkning, som det hierarki, den er, står én mikroskopisk, næsten ikke-eksisterende gruppe som den helt store udlednings-synder: Toppen af hierarkiet. Den ene procent af verdensbefolkningen, som sidder på langt størstedelen af samfundets værdier, står også for 16 pct. af den samlede udledning. Svarende til udledningen fra de fattigste to tredjedele af mennesker på planeten – omtrent 5 milliarder mennesker. Uligheden er ekstrem.  

Klimakampen har ligesom det sociale liv brug for, at alle, der kæmper, tør gøre, hvad David Graeber sagde, og beslutte sig for at gøre tingene anderledes. At skabe Murray Bookchins “tredje natur” – den revolutionære fremtid – hvor dominanshierarkier bekæmpes, og beslutningerne om samfundets forhold til naturen og dermed klimaet omkring os, træffes ude hos de mennesker, der lever i det forhold, og som forstår, at vi nødvendigvis må leve i samspil med naturen – ikke som dens overlegne herre.