‘Hamas skal bekæmpes’ og forskellige variationer af samme tanke er sandsynligvis det mest udtalte budskab fra magthavere på tværs af verden det seneste år. Med tanke på Hamas’ beviselige villighed til at planlægge angreb mod civile lyder budskabet i sin mest simple form fornuftigt nok – og det er det også. Udover det tankevækkende i at den militære gren af Hamas, som ikke ville kunne fylde Brøndby Stadion, har formået at få det meste af verdens politiske establishments vrede rettet mod sig, kræver budskabet også svar på en række spørgsmål. Det vigtigste er, hvad der skal stå i stedet for Hamas?
Trods den fuldkommen nedbrudte (i teorien tredelte) magtstruktur, der har præget de besatte palæstinensiske områder i årevis, har Hamas’ politiske ansvar for Gaza betydet, at de står bag sociale programmer, uddannelse, sygepleje og lignende. Opgaver, som er altafgørende for et samfund at løse, og som UNWRA er sat i verden for at hjælpe med. Heraf de israelsk-drevede beskyldninger om samarbejde mellem Hamas og FN-organisationen. Hvis vi er ærlige med os selv og hinanden, er der nok ikke ret mange af os, som faktisk mener, at sygeplejersker, skolelærere og alle de andre offentligt ansatte (og dermed Hamas-affilierede) skal straffes for forbrydeler, de ikke har begået, eller at de ikke kan være en del af et genopbygget Palæstina. I det hele taget er det ikke ligefrem åbenlyst, at det er europæiske eller amerikanske magthaveres opgave at bekæmpe en konservativ og kraftigt religiøst inspireret politisk organisation i Gaza, men det ville bestemt ikke være et enestående tilfælde i historien. Så måske er det faktisk både den politiske og den militære gren, Mette Frederiksen, Keir Starmer mf. og tilsyneladende alle politiske kommentatorer ønsker at nedkæmpe i den fredelige tostatsløsnings navn. Det er i hvert fald ikke kontroversielt at påstå, at en ekstrem religiøs organisation, som i sin grundessens er en militant modstandsgruppe, ikke er den oplagte kandidat til at lede et frit og demokratisk samfund. Men lige nu er det utænkeligt, at politiske ledere i Europa vil begynde et diplomatisk samarbejde eller udtrykke den mindste form for støtte til nogen anden palæstinensisk politisk aktør, og hvem forestiller man sig så, skal løse de livsnødvendige samfundsopgaver i fremtiden?
Forstår vi ‘Hamas skal bekæmpes’-budskabet som et opråb til et endeligt opgør med den militante gren af organisationen, der flere gange har vist sig villige til at udføre planlagte angreb mod civile, kræver det først og fremmest en forståelse af, hvad det er for en kamp, militante Hamas-medlemmer kæmper. Når alt fra israelske til amerikanske militære eksperter afviser idéen om at udslette Hamas, fordi ‘nye altid vil tilslutte sig’, er det i bund og grund et udtryk for, at kampen handler om meget mere end politisk magt, religiøs ideologi eller inkarneret had til staten Israel. Uanset hvor meget vi kan foragte metoderne, de har været villige til at tage i brug, er Hamas ligesom mange andre grupper opstået som direkte respons på Israels ulovlige besættelse af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. Selv hvis vi forsøger at afkoble os den blodige og brutale virkelighed, der er foregået for øjnene af os de seneste 13 måneder, og ser bort fra denne omgangs krigsforbrydelser og drab på tusindvis af civile – børn mest af alt – er grundlaget for den palæstinensiske modstandskamp fortsat lige så virkeligt, som det var, da Hamas opstod for snart 40 år siden. Når Den Internationale Domstol beskriver omstændighederne i de besatte palæstinensiske områder som apartheid, er det ikke de bombede hospitaler i Gaza eller snigskyttedrab på nødhjælpsarbejdere, domstolen taler om. Det er palæstinensernes hverdag gennem årtier, der bliver beskrevet. I Vestbredden, hvor Hamas ikke har nydt samme tilslutning som det mere moderate Fatah, lever palæstinenserne som udsatte andenrangsborgere på den smule af området, der ikke er opslugt af israelske bosættelser. Deres bevægelighed gennem Vestbredden er systemisk begrænset af den israelske stat gennem fysiske checkpoints og et system af forskellige tilladelser. I de mindre landsbyer risikerer man konstant chikane fra voldelige bosættere og IDF, som har en lang historik med nedrivning af huse og konfiskering af nødvendigt udstyr som vandbeholdere, under dække af manglende tilladelser og sikkerhedszoner, der flytter sig med oprettelsen af nye bosættelser. Muligheden for at dyrke afgrøder til meget mere end eget forbrug umuliggøres ofte af enten bosættergrupper eller IDF, som både destruerer marker og landbrug med alt fra ildspåsættelse til kloakvand. Modstand eller protest er lig risikoen for en tur i israelsk fængsel på ubestemt tid uden nogen egentlig anklage eller sigtelse.
Gaza er blevet beskrevet som både en udryddelseslejr og ‘verdens største udendørs fængsel’. For selvom Israel nedlagde sine ulovlige bosættelser i Gaza tilbage i 2006 og officielt afsluttede den militære besættelse, er palæstinenserne i området forblevet fanget i et israelsk jerngreb. Mens Hamas har været ansvarlige for den praktiske drift af samfundsinstitutionerne, har Israel bevaret kontrol med alt, der er nødvendigt for at drive et fungerende samfund. Hele Gazas strømforsyning kører kun på Israels nåde – hvilket er blevet demonstreret flere gange – og det samme gør sig gældende for adgangen til rent vand. Hvis muligheden for at drive nogen form for erhvervsliv eller reel økonomi er udfordret i Vestbredden, er den ikke-eksisterende i Gaza. Potentialet er i forvejen ikke enormt med mere end to millioner mennesker presset sammen i et område på størrelse med Mors, og med ekstreme restriktioner på import og eksport kombineret med sikkerhedszoner, som fjerner muligheden for fiskeri og landbrug, har Israel tvunget Gaza til en tilværelse afhængig af nødhjælp og international støtte. Når den brutale undertrykkelse udmunder i opstand eller folkelige protester, ender det i drab på hundredvis, hvis ikke tusinder.
Den samme undertrykkelse og vold var virkeligheden i de besatte palæstinensiske områder, før Hamas opstod. De meningsløse drab på civile og benægtelsen af udsigten til et værdigt liv har været en del af livet i Palæstina siden Israel blev etableret. I næsten 80 år har palæstinenserne været vidne til et internationalt samfund, som handlingslammede højest udtrykker sympati for den ulykkelige situation, mens det har finansieret den stat, der holder dem fanget i mareridtet. Lige nu, mere end et år efter begyndelsen på folkedrabet i Gaza, har Den Internationale Straffedomstol endelig udstedt en arrestordre på Benjamin Netanyahu og Yaev Gallant for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Men selv på en dag, hvor en del af det internationale samfund langt om længe anerkender det palæstinensiske mareridt, må de fortsat være vidne til, hvordan verdens efterhånden pensionsklare politibetjent, USA, fuldstændigt forkaster domstolen i støtte til det israelske regime.
Hamas opstod i et vakuum af passivitet fra både omverdenen og den politiske ledelse i Palæstina. Retten til væbnet modstandskamp mod en besættelsesmagt er sikret i Folkeretten, og den gælder for palæstinenserne såvel som alle andre besatte befolkninger. Også når besættelsesmagten er en vestlig koloni. Det er den rolle, Hamas spiller i Palæstina – særligt de seneste årtier, hvor mange andre grupper er blevet marginaliseret. Netop derfor ser man gang på gang, at opbakningen til Hamas vokser eksplosivt, når Israel skruer op for brutaliteten, som under demonstrationerne i 2021 eller det seneste år siden angrebet den 7. oktober. Hvorefter den voksende opbakning oftest benyttes som undskyldning for de civile tab, selvom holdninger fortsat ikke er et legitimt grundlag at henrette civile på. Selv hvis Benjamin Netanyahu og hans venner i Knesset kunne få Hamas til at forsvinde med et fingerknips, ville det blot betyde, at en ny generation af palæstinensere – opvokset i en brutal og moralsk forladt virkelighed – ville optage modstandskampen, hvor deres forgængere slap.
Frihedskampen i Palæstina forsvinder ikke med Hamas, så hvis vi ønsker at gøre palæstinenserne fri af den voldelige organisation, må vi udfylde det hul, de uundgåeligt efterlader i modstanden mod den israelske undertrykkelse. Som alle de europæiske magthavere og supermagten i USA har demonstreret med situationen i Ukraine, er det ikke uden for fantasiens grænser, at man udøver militær bistand til modstandskamp mod besættelsesmagter. Det kunne man selvfølgelig også gøre for den palæstinensiske modstand. Men lige præcis i Palæstinas tilfælde har de vestlige magter en perlerække af mere diplomatiske redskaber til at understøtte modstandskampen. Uden økonomisk støtte og våben fra USA og europæiske stater er den israelske stats dage som militær stormagt i regionen hurtigt talte. At gøre Israel til en økonomisk og diplomatisk pariastat suppleret med fredsbevarende styrker for at sikre palæstinensernes sikkerhed vil fuldstændigt udhule Hamas’ opbakning blandt den palæstinensiske befolkning.
Uanset den kollektive insisteren på, at historien startede den 7. oktober, og at opgaven derfor handler om at stoppe en krig, har den palæstinensiske modstandskamp en lang og blodig historie. Den stopper ikke, før undertrykkelsen gør.