Fra et parlamentarisk perspektiv tabte venstrefløjen kampen for længe siden. Der er ikke en anden måde sandfærdigt at beskrive de seneste tredive års parlamentariske bevægelser i Danmark. Neoliberalismen åd arbejdernes og velfærdsstatens bolværk mod kapitalismens infiltrering af det politiske system, da Socialdemokratiet endegyldigt valgte at sætte økonomisk vækst og erhvervslivets konkurrenceevne over velfærdsstaten, lønstigninger, arbejdstids-forbedringer og udsigten til at stoppe det tvungne lønarbejde tids nok til at nyde sin alderdom. Den ellers historisk set stærke danske venstrefløj blev komplet marginaliseret med Socialistisk Folkepartis anonyme listen i hælene på Socialdemokratiet mod det neoliberale vækstfatamorgana. Kampen for bedre vilkår i velfærdsstaten og stærkere sikkerhedsnet varede ved i et vist omfang, men desværre alene i retorik og performanceteater til demonstrationer og fagforeningsarrangementer. Ikke i realpolitikken.
Fagbevægelsen har i øvrigt været medskyldig i svigtet. Den utvetydige sammenfletning af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og fagbevægelsens politiske ledelse har flyttet kampen fra reel omfordeling af magt og midler til neoliberalismens spillebane, hvor mulige forandringer begrænses til marginale lønstigninger, fastholdelse af pensionsalderen og arbejdspladser for enhver pris.
I snart tyve år har Enhedslisten været den eneste kontinuerlige parlamentariske repræsentant for ideologisk modstand mod kapitalismen. Årene som parlamentarisk grundlag for regeringer, der grundlæggende baserede sig på en strategi om at erobre vælgere over midten ved at udviske forskellene til den modsatte fløj på vigtige områder som økonomisk forståelse og en menneske- og konventionsfjendsk tilgang til udlændingepolitik, gav alvorlige skår i den forståelse af Enhedslistens ideologiske udgangspunkt. Billedet blev kun mere mudret, da Pelle Dragsted udgav sin ellers velskrevne bog “Nordisk Socialisme”, som ved første øjekast synes at have sit fundament i en moderne SF’sk oversættelse af “socialisme”, hvor afskaffelsen af privat ejendomsret er udskiftet med højere løn til skolelærere, kortere ventelister på hospitalerne og CO2-afgift på landbruget. Professor ved Københavns Universitet, Mikkel Bolt, serverede dengang en skarp og læseværdig kritik af bogens projekt i kommentaren “Socialisme er blevet til en drøm om lejligheder med tagterrasser og delebiler for danskerne” i Information. Manifesteringen af den nye approprierede socialisme viste sig under valgkampen frem mod folketingsvalget i 2022, da daværende politiske leder i Enhedslisten, Mai Villadsen, ikke ville svare “ja”, til, at partiet ønskede at afskaffe kapitalismens fundament – den private ejendomsret. Den internationale solidaritet, som Mikkel Bolt forgæves ledte efter i Dragsteds bog, var lige så fraværende under samme valgkamp, hvor Enhedslisten valgte at pege på en statsminister, som gik til valg på at sende asylansøgere til Rwanda.
End ikke Socialdemokratiets regeringsdannelse “over midten” med Venstre og Lars Løkkes Moderaterne har tilsyneladende afskrækket den parlamentariske venstrefløj fra håbet om at kunne flytte komma’er i kampen for “nordisk socialisme”. Hverken Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten har opgivet idéen om at massere kapitalismens magtklasse langsomt hen mod en lidt mindre ødelæggende version af det system, der undertrykker milliarder og suger livet ud af vores planet. Med det udtalte ønske om at blive regeringsparti er det blevet svært at se forskel på de to partier, og den mildest talt afmålte eller helt fraværende støtte til det seneste års protestbevægelse mod Israels forbrydelser i Gaza har kun understreget projektets tandløshed.
Post-socialistisk venstrefløj
På nær enkelte ensomme stemmer i baglandet har den parlamentariske venstrefløj forholdt sig dræbende passivt til det frontalangreb protestbevægelsen er løbet ind i fra magtpartierne og de etablerede medier. “Folkedrab” er blevet accepteret som et farligt begreb, og fordømmelsen af politiske kollegers beskyldninger mod demonstranterne og bramfri støtte til de israelske forbrydelser er udeblevet. Mens demonstranter skal kæmpe mod absurde anklager om antisemitisme og terrorstøtte og ligefrem deciderede sigtelser for terrorbilligelse for at støtte en undertrykt befolknings frihedskamp, sidder venstrefløjspolitikere og forhandler med Israel-støtterne om aftaler, som lugter langt væk af IHRAs vanvidsdefinition på antisemitisme. Hvis venstrefløjen accepterer fortællingen om, at der er en sammenhæng mellem antisemitisme og modstand mod den israelske apartheidstat, er solidariteten med det internationale proletariat og kampen mod vestlig kolonialisme ikke længere tilstedeværende i det parlamentariske Danmark.
Den post-socialistiske venstrefløj risikerer utvivlsomt at tabe den nye generation af progressive unge, som har en helt anden adgang til viden om kapitalismens globale elendighed, end vi tidligere har oplevet. Klimakrisens behov for radikale ændringer, som nærmest har fået FN og andre eksperter til at beskrive socialisme som løsningen uden at tage ordet i sin mund, forbigår ikke de unge. Det samme gør sig gældende med undertrykte ofre for Vestens moderne imperialisme, der har en historisk enestående mulighed for at dele virkelighedens konsekvenser af vores system med unge i Vesten i realtid. De seneste år har allerede vist glimt af den yngre generations opgør med den dominerende ideologi, som langsomt trækker den middelklasse-dominerede parlamentariske venstrefløj til sig. Enorme klimademonstrationer er opstået overalt i verden, og demonstranterne har genfundet civil ulydighed som redskab i den anti-systemiske værktøjskasse. Black Lives Matter-protesterne, som spredte sig fra USA til alle verdenshjørner, bar præg af et udtalt opgør med den kapitalistiske nationalstats magtmonopol og ulighedsskabende mekanismer – det opgør som Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti netop bevæger sig væk fra. Den igangværende protestbevægelse for Palæstina er indbegrebet af det internationale proletariats kamp mod Vestens kolonialistiske voldsspiral. Israel – bogstaveligt talt et vestligt koloni-projekt – fører amerikansk udenrigspolitik på bekostning af palæstinensernes frihed, sikkerhed og rettigheder, og det seneste år har vist, at ingen forbrydelser er forfærdelige nok til, at amerikanske eller europæiske magthavere dropper den politiske, økonomiske og militære støtte til bosætter-kolonien.
Det er centralt for den yderste venstrefløj at støtte socialistiske og demokratiske frihedsbevægelser, men på den parlamentariske del af fløjen, vil man ikke længere acceptere støtte til en gruppe som DFLP. Militante medlemmer af gruppen deltog i angrebet på civile den 7. oktober. Det er ikke en svær sag at fordømme. Til gengæld er det nyttesløst at afvise organiserede socialister, der kæmper for et retfærdigt og frit Palæstina, fordi medlemmer af organisationen – der i øvrigt er vokset op i en isoleret fangelejr, som Gaza har været – har deltaget i forfærdelige hævnangreb rettet mod civile. Det må ikke være så nemt for magtklassen at udskamme støtten til frihedskamp ihjel.
Bevægelsen fra venstrefløjen mod magtens centrum kommer uden tvivl af et velmenende ønske om at forbedre omstændighederne for danske arbejdere, der må se sine lejligheder blive ejet af internationale kapitalfonde og høsten af deres indsats i lommerne på de få, som ejer det hele. Strategien virker bare ikke. Konsekvensen er derimod, at selvsamme danskere mister den sidste stemme for grundlæggende forandring. Det liberale demokratis ramme er bygget for at forhindre markante forandringer, og det endegyldige mål for venstrefløjens parlamentariske arbejde har aldrig været magt over systemet. Det er opløsningen af det eksisterende system, der er målet. Det danske folketing er mest af alt en dør til befolkningens informationsstrøm. Det betyder ikke, at indsatsen alene bør bestå i at råbe op i protest og pege fingre, men når målet som i dag er blevet et bredt aftryk på politiske aftaler på tværs af områder, ender det med blot at flytte kommaer i den gradvise forværring i stedet for reel forbedring.
Det er nødvendigt at komme til erkendelsen af, at klimaudfordringen aldrig bliver løst inden for kapitalismens ramme, så man indser det meningsløse i at samarbejde med magtpartierne om deres ‘grønne kapitalisme’. Uligheden udligner sig ikke, når spillebanen begrænses til indkomstskat og energirabatter, så der er slet ingen grund til at træde ind på den bane.
Fokus i det egentlige parlamentariske arbejde kan med rette begrænses til få kerneområder, hvor markant forandring i vores adfærd og indflydelse kan skabes, og hvor det er muligt at tage reelle skridt inden for den eksisterende model. Formueskat ville være skønt, mens hvis pladsen i budgettet blot ender i endnu et ulighedsskabende væksttiltag, bliver det nærmest kontraproduktivt. Demokratisk ejerskab er et område, hvor der kan fremvises attraktive resultater i en kontekst af kapitalismen, og hvor det vil være muligt at tage et værdifuldt skridt mod mere økonomisk magt til folket. På samme måde kan en nytænkning af vores sociale sikkerhedsnet i retningen af en borgerlønsmodel underbygges med positive erfaringer fra andre kapitalistiske samfund, og har potentiale til at skabe en markant forandring i både vores adfærd og i den puritanske romantisering af “hårdt arbejde”, der fortsat er dominerende. Helt afgørende i arbejdet for at skabe fundamental forandring er, at venstrefløjens parlamentariske repræsentation understøtter den udenomsparlamentariske indsats til enhver tid – forstået som den indsats, der fungerer som modstand mod systemet. Græsrodseksperimenter, protestbevægelser, strejkende arbejdere og minoritetsorganisationer skal have en stemme i det fine selskab, og det har de kun, når venstrefløjen står fast på sit ideologiske udgangspunkt i folkets kamp mod magten og klassesolidaritet på tværs af landegrænser.
