I hvad medierne, middelklasse-amerikanere og privilegerede europæere havde udråbt til “det vigtigste valg i en livstid,” var det befriende og nok i virkeligheden også en smule skræmmende at høre “Kongen af Wall Street” og bestyrer af verdens største formue i Blackrock, Larry Fink, præsentere den mest nøgterne og virkelighedstro analyse af det amerikanske valg.
“Sandheden er, at i det lange løb er det ligegyldigt,” sagde Fink på en konference for nylig. Det er et noget mere afdæmpet syn på forskellene mellem Trump og Harris, end det medieskabte kaosbillede, der har fået Demokraterne til at stå side om side med ærke-republikanere i kampen mod Trump – og dermed endeligt skåret båndet til den progressive generation i USA. Og Larry Fink forholder sig ikke bare i ro, fordi han er milliardær og ved, at den parlamentariske magt ikke kan røre hans liv. Nej, når han følger kommentaren op med en forsikring om, at Blackrock-ledelsen både taler og samarbejder fint med begge administrationer, bekræfter han – muligvis helt ubevidst – at det ikke er præsidenten og dennes håndlangere, som er overmagten i det kapitalistiske system, vi alle lever under. Upåagtet hvilke folkelige og forherligende navne vi så ellers forsøger at kalde de mest af alt symbolske valghandlinger.
Som øverste chef i Blackrock kontrollerer Larry Fink aktiver for mere end 11 billioner (med et “b”!) dollar. 11.000.000.000.000 dollar. Hvordan Larry Fink og de ganske få i en lignende position forvalter den uforståelige mængde værdi og de muligheder, det skaber, er uendeligt mere afgørende for både den amerikanske økonomi, for det liv, den almindelige amerikaner kan leve og for, om en præsidents politiske plan for økonomien og erhvervslivet overhovedet kan lade sig gøre, end nogen siddende præsident nogensinde bliver. Så når Blackrock-CEO’en kalder valgresultatet ligegyldigt, er det i højere grad udtryk for den samme erkendelse af det “udemokratiske demokrati”, som man ville høre, hvis man spurgte folk på samfundets absolutte bund, der godt ved, at de ikke kan stemme sig til bedre dage: Det gør ingen forskel i det lange løb. Som Emma Goldman forklarede os for mange år siden – hvis retningen kunne ændres ved et præsidentvalg, ville befolkningen aldrig få lov til at stemme.
Kamala Harris har lige stået i en situation, hvor et ungt og progressivt bagland har råbt og skreget på markante udmeldinger vedrørende folkedrabet i Gaza og et opgør med den vanvittige økonomiske ulighed, som betyder, at selv arbejdende amerikanere har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Alligevel har klassisk neoliberal leflen for erhvervseliten og varetagelsen af Israels interesser været central i hendes valgkamp. Og enhver der tidligere har overværet en amerikansk valgkamp ved, at det ikke havde krævet nogen særlig radikal position at overbevise de progressive vælgere om at stemme.
If voting changed anything, they’d make it illegal.
Emma goldman
Joe Biden i 2020 så sig nødsaget til at rykke sig bare en kende på områder som studiegæld og hjælpepakker og klimaet, fordi Bernie Sanders havde brudt med systemets uskrevne regler og fået liv i den progressive vælgerbase. Og fordi Bidens rådgivere havde set, hvordan det gik, da Hillary Clinton brugte samme strategi som Harris og tabte til Trump i 2016. Joe Biden endte selvfølgelig med ikke at levere på det lovede, men hans marginale ryk på få områder, var nok til at mobilisere den højeste valgdeltagelse i 100 år – fordi han i det mindste havde gjort nok til at fremstå som en form for alternativ til Donald Trump.
Demokrati for halvdelen
I skrivende stund ser Kamala Harris ud til at have fået langt over 10 millioner færre stemmer (måske endda 15 millioner færre), end Biden fik for fire år siden. Og de er altså ikke hoppet over i Trump-lejren. Hun tabte, fordi demokraterne ikke formåede at stjæle lige så mange republikanske stemmer, som de tabte progressive stemmer fra seneste valg. Det var hverken Trump eller obskure uafhængige kandidater, der stjal vælgerne fra Harris. Det var sofaen. Som så mange gange før, var der ikke reelt to retninger at vælge imellem.
Larry Finks ligegyldighed over for præsidentvalget står han på ingen måde alene med. I virkelighedens verden er langt den største gruppe af voksne amerikanere hverken tilhængere af Det Republikanske Parti eller Demokraterne. Da Trump første gang vandt magten i 2016, havde USA en stemmeberettiget befolkning på knap 231 millioner mennesker. Af dem valgte 41 pct. ikke at legitimere systemet ved at deltage på systemets vilkår og blev hjemme. Det er næsten 100 millioner mennesker, der ikke kan se nok forskel på de to valgmuligheder til overhovedet at deltage i demokratiet. Læg dertil de næsten 20 millioner voksne, som slet ikke har demokratiske rettigheder, og man står pludselig med en befolkning svarende til Frankrig og Italiens tilsammen, som ikke er en del af demokratiet i USA. Finks understregning af, at magtklassen på toppen af det amerikanske erhvervsliv og finansverdenen, består og fortsat får sin politiske vilje gennemført med systemet,er ikke blot en erkendelse af, hvem de egentlige magthavere i USA er, men også en bekræftelse af at det såkaldte demokratiske system i den kapitalistisk kontrollerede supermagt alene er et teaterstykke, som skal forhindre befolkningen i at føle sig komplet magtesløse.
For Trump er en ekstrem karakter. Hvis systemet faktisk blev styret af folkets vilje og alle og enhver kunne stille op og få mandat til at udøve magt, ville Donald Trump uden tvivl være en kaotisk kandidat, som ville forandre samfundets retning forholdsvist radikalt på kort tid. Men sådan fungerer systemet ikke. Der er en grund til, at Demokraternes partitop udpegede Harris som kandidat, da Joe Biden trak sig i stedet for at bestemme den nye kandidat ved et valg. Med den korte tid til selve valget havde partitoppen og Larry Fink’erne med den økonomiske kontrol ikke tilstrækkeligt med tid til at gennemføre den sædvanlige langsigtede kampagne for at få overbevist den politiske deltagende middelklasse om at vælge den rigtige kandidat. Så man var nødt til at indsætte en, som allerede var indforstået med partilinjen. Ingen kandidat får lov til at stille op til præsidentvalget uden først at være godkendt af de enkelte partiers største og mest indflydelsesrige donorer og allierede – i øvrigt i høj grad den samme gruppe mennesker på tværs af partierne.
Dertil kommer de vanvittigt mange millioner, det koster at føre en valgkamp, som har nogen som helst chance for at nå ud til den halvdel af befolkningen, der kunne finde på at stemme. Og med Bernie Sanders i ‘20 så vi den desperation, der går gennem systemets hovedaktører i erhvervstoppen og de etablerede medier, hvis en kandidat, som træder uden for rammerne, ser ud til at have den mindste mulighed for at bryde igennem systemets mange sikkerhedsporte. Samtlige medier vendte sig pludseligt mod den gamle socialdemokrat og i sidste ende måtte Joe Biden som nævnt rykke sig en smule på nogle af de progressive dagsordener for at realisere ønsket om at undgå Sanders og den forstyrrelse, han potentielt kunne udgøre.
En utilregnelig og patologisk løgnagtig “stor leder”-figur som Donald Trump er heller ikke systemets foretrukne, men kombinationen af hans ubrydelige loyalitet til milliardærerne i erhvervstoppen og hans villighed til at tale ind i den ultra-religiøse og konservative vælgerbase, har gjort ham til en spiselig kandidat for Det Republikanske Parti. I hvert fald en enkelt embedsperiode endnu. For i en tid med massiv uro i Mellemøsten, proxykrig med Rusland i Ukraine og et forhold til Kina, som på amerikansk initiativ langsomt men sikkert eskalerer i retning af en fremtidig konflikt, er det uden tvivl på udenrigs- og sikkerhedspolitikken, at en dybt utroværdig præsident uden opdragelse i den langsigtede strategi kan komme på kollisionskurs med den egentlige magtelite.
I’m tired of hearing this is the biggest election in your lifetime. The reality is over time it doesn’t matter
Larry fink før 2024-valget
De i forvejen marginaliserede grupper i det amerikanske samfund som LGBTQ-personer, sorte amerikanere og indvandrere og særligt minoritetskvinder, er nogle af de få samfundslag, som med god grund kunne gå ind til årets valg med oplevelsen af at have noget på spil. De ville potentielt mærke en forskel på, om præsidenten blev Kamala Harris eller Donald Trump. De blev denne omgangs ofre for, at systemet til enhver tid er klar til at rykke mod højre og mod den ekstreme konservatisme, så længe loyaliteten til forvalterne af samfundets ressourcer er intakt, mens der er en tydelig grænse for, hvor langt mod venstre og systemisk forandring det kan strække sig. Selvom det ikke er nogen trøst for de grupper, som risikerer at miste rettigheder, er det værd at huske, at Demokraterne under Obama ikke gjorde Roe vs. Wade til lovgivning trods løfter om at gøre netop det. Og at Clinton-administrationen deporterede flere indvandrere end nogen republikansk præsident har gjort siden – Barack Obama deporterede ligeledes flere indvandrere, end Trump gjorde i sin første periode. Den realpolitiske forskel på de to partier er altså marginal – også for minoritetsgrupper.
Den nordiske model, som vi til en vis grad lever under i Danmark, har mange af de samme udfordringer som det absurde amerikanske topartisystem, selvom langt de fleste af dem er i en mindre udstrakt grad. Pengenes og deres forvalteres magt er ligeledes enorm i vores eget demokrati, og ligesom i resten af de kapitalistiske samfund er det det samme tunge erhvervsliv med tætte forbindelser til den parlamentariske magt, der er annoncører i de etablerede medier. Medier som spiller en kæmpe rolle i, hvem danskerne bliver præsenteret for som mulige repræsentanter. Beløbene er mindre, men en dansk valgkamp koster også millioner af kroner, hvis den skal have en chance for at nå ud til tilstrækkeligt mange danskere. Så selv hvis den menige dansker ønsker at stille op, skal man have for øje, at der ikke i meget lang tid succesfuldt er blevet stiftet et nyt parti i Danmark, som overhovedet er blevet opstillingsberettiget, uden allerede at have medlemmer af Folketinget eller mange millioner i ryggen.
Vores egen statsminister brugte faktisk sin optræden hos DR på valgaftenen på at udtrykke præcist det samme kendskab til den egentlige funktion af vores demokratiske valgsystemer, som Larry Fink fortalte med sin ligegyldighed. Da DR-journalisten fik statsministeren til at tage stilling til en mulig fremtid med Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus, lød det i ægte Fink-stil: “Det gik jo sidste gang.”
Og det gjorde det da også – i hvert fald for vestlige magthavere og den økonomiske magtelite, hvis politiske interesser, de forvalter. Det kommer ikke til at ændre sig med endnu en Trump-periode.
Trump kan tænde bålet
Håbet for både den amerikanske og europæiske venstrefløj og alle andre, som ønsker systemiske ændringer frem for det liberale demokratis storstilede teaterstykke, må findes i, at de økonomiske og sociale omstændigheder i de vestlige demokratier ikke længere taler for stabilitet og autoritetstro befolkninger. Majoriteten på tværs af Vestens samfund ejer mindre og mindre af værdi. Uligheden målt på formuefordeling er ekstrem, og de rigestes andel begynder at ligne fortidens feudalisme. Enorme grupper af arbejdere og de mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, har ingen udsigt til at eje et hjem. Det betyder, at de må leje et hjem af de i stigende grad private udlejere – i realiteten af Larry Finks Blackrock og lignende kapitalfonde – og dermed betale en større og større andel af deres indkomst til boligudgifter for at sikre evigt voksende profit for kapitalfondene. Når fødevarepriserne samtidig stiger for at sikre evigt voksende profit for de megakoncerner, der ejer fødevareproduktionen, ender man med befolkninger, der enten gældsætter sig gennem kviklån og kreditkort eller ganske enkelt må springe måltider og livsnødvendig medicin over. På et tidspunkt når det et skillevej, hvor de, der lider, retter vreden og frustrationen mod den rette antagonist – systemet.
I Trumps seneste embedsperiode så vi hundredetusindevis af amerikanere på gaden i protest mod systemet under Black Lives Matters-demonstrationerne. Budskabet blev hurtigt et ønske om reelt systemskifte, og det endte endda i spændende eksperimenter med sociale strukturer i Autonomous Zones. Desværre forduftede folkets oprør ganske forudsigeligt inden, det rigtigt kom i gang, da Trump blev skiftet ud med Joe Biden, og folk købte ind på fortællingen om, at alting nu ville bevæge sig i en bedre retning. Men magteliten ser ud til at være løbet tør for værktøjer til at gøre tingene bedre uden at begrænse egen ressourcerigdom og effektiv kontrol, så forestillingen om, at Vesten går en bedre fremtid i møde uden helt grundlæggende forandring, virker mildest talt usandsynlig.
Målet for den organiserede, radikale venstrefløj og folkene i alle de systemkritiske protestbevægelser, der er skudt op i løbet af de seneste årtier (Occupy Wall Street, Gule Veste, Palæstina-bevægelsen, Klimabevægelsen osv.), må være et endegyldigt stop for det fejlslagne forsøg på at samarbejde med systemet om bedre vilkår og en ny retning. Det virker ikke. Systemet går aldrig med til at erstatte sig selv, og det er bidende nødvendigt at gøre op med ekstreme koncentration af ressourcer og dermed magt, hvis vi skal have nogen chance for at løse de massive udfordringer, vi står midt i – på tværs af alle moderne samfund. Udnyttelse og undertrykkelse er kernen i den økonomiske og politiske model, der har domineret de seneste syv generationer på jorden. Men hverken jorden eller befolkningerne kan holde til meget mere.
Hvis Donald Trump kan gøre noget godt for os, er det måske at sætte ild til det bål, protestbevægelser, voksende ulighed og undertrykkelse har båret brænde til år efter år.
