For den amerikanske præsident, Joe Biden, og Demokraternes bud på hans arvtager, Kamala Harris, kan Israels overgreb på civilbefolkningen i Palæstina vise sig at blive så tung en klods om benet, at valget den 5. november ender med at blive foræret til Donald Trump.

Ikke at Trump ikke ville have en chance for sejr, hvis det ikke var for Israels krigsforbrydelser – for det ville han bestemt. Men hersker næppe nogen tvivl om, at den mere progressive del af vælgerskaren hos Demokraterne er dybt frustrerede over præsidentens tilsyneladende bundløse pengekasse, som kun Israel synes at have nøglen til. 

Og med Kamala Harris’ klare understregning af, at et USA med hende i spidsen ikke kommer til at lade Israel i stikken, er der stor uro i det progressive bagland. 

Det mærkværdige er, at Biden-administrationen åbenlyst længe har ønsket en fredsaftale – eller som det mindste en våbenhvile. Selvom det er svært at forstå, hvorfor det amerikanske statsapparat så fortsætter med at forsyne Israel med både penge og våben, er hverken Biden, hans rådgivere eller hans vicepræsident blinde for, at den utvetydige støtte til Israel trods utallige dokumenterede krigsforbrydelser og angreb på suveræne stater, i sidste ende kan koste det demokratiske parti valget i November. 

The US will always have Israel’s back.

Joe Biden 7. oktober 2023

For Donald Trump og republikanerne er billedet et andet. En markant mindre andel af Trumps potentielle vælgere ser med samme afsky på forbrydelserne i Palæstina. 

Men hvorfor er både Biden og Harris så stålfaste på at støtte Israel med både penge, våben og mest af alt “diplomatisk immunitet” i form af veto-retten i FN og et hidtil uset pres på det internationale retsvæsen – ICC og ICJ? 

Det korte svar er, at de ikke har noget valg. 

Gennem mange årtier har USA satset hele butikken i Mellemøsten på relationen til Israel, og selvom afhængigheden af den ekstremt kompetente israelske efterretningstjeneste Mossad er skrumpet siden koldkrigstiden, spiller Israel fortsat en markant rolle for den amerikanske indflydelse i Mellemøsten, der har domineret dagsordenen i hele det 21. århundrede. Som eneste reelle militære modstand mod regimet i Iran og dermed mod øget indflydelse fra en potentiel stormagt som Kina eller den gamle ærkefjende fra Rusland, er Israel en afgørende allieret for amerikanerne. 

Benjamin Netanyahus regime i Israel har set sit snit til at udnytte de vestlige staters tøven som springbræt til endnu engang at forsøge at besætte dele af den jord, de mener, de har ret til (læs: Drømmen om Stor-Israel). Og selvom det udgør en fare for ikke bare Kamala Harris mulighed for at blive den næste amerikanske præsident, men også for at trække USA med ind i en regional krig med Iran – som man ingen interesse har i at agere sparringspartner for i en ny katastrofal krig i Mellemøsten – ved både Biden og Harris, at selve Israels eksistens er i fare uden fuldkommen støtte fra USA. Op mod 70 pct. af udgifter til Israels angreb på palæstinenserne det seneste år er dækket af støtten fra USA. Og med kampe på landjorden i Gaza og Libanon og luftangreb mod Yemen i syd og Iran i nord, klarer Israel ikke at blive udstødt af amerikanerne.  

Den risiko vil ingen præsident risikere. Ikke engang hvis det koster regeringsmagten i fire år. 

Den strategiske vigtighed af at have en de facto vestlig koloni placeret midt i orkanens øje i det olierige Mellemøsten, der samtidig er nært forbundet til både favoritfjenden i Rusland og mod øst, hvor den næste store fjende i Kina dominerer, er svær at overvurdere. Men det er ikke den eneste grund til, at både Biden eller Harris “er nødt til” at støtte Israel – trods anklager om folkedrab og potentiel meddelagtighed dertil fra amerikansk side. Der er langt mere til den amerikansk-israelske historie end blot udenrigspolitisk strategi. 

Relationen mellem Israel og USA går langt tilbage – så langt at den tidligere amerikanske præsident, Harry S. Truman, var den første statsleder til at anerkende den israelske stat få minutter efter etableringen. Og mens de første knap tyve år var præget af amerikansk tilbageholdenhed, har forholdet mellem de to stater været ubrydeligt siden Seksdageskrigen i 1967. Derfor var det også selvskrevet, at Joe Biden efter Hamas-angrebet den 7. okt. uden at tøve erklærede, at USA altid vil have Israels ryg. 

Med en amerikansk befolkning, der består af næsten en fjerdedel såkaldte evangelister – kristne som mener, at biblens ord er livets rettesnor, ikke blot for dem selv men for hele verden – har den zionistiske bevægelses budskaber altid vakt stor genklang hos de amerikanske vælgere. Verdens største zionistiske organisation er den amerikanske Christians United for Zionism, der består af kristne zionister. Det kommer også tydeligt til udtryk i den historiske slagside mod sympati med Israel frem for palæstinenserne i den amerikanske befolkning. 

Det har ingen præsidentkandidat råd til at se bort fra.

Dertil kommer, at størstedelen af de amerikanske magthavere på begge sider af det politiske spektrum modtager store kampagne bidrag fra den zionistiske organisation AIPAC (American Israel Public Affairs Committee), som varetager israelske interesser i USA. Organisationen har formået at placere sig så centralt i det amerikanske magtcentrum, at det er utænkeligt for en præsidentkandidat ikke at holde tale for organisationens medlemmer under sit kandidatur.

Som den verdensberømte professor i lingvistik og ekspert i amerikansk politik og sociale bevægelser, Noam Chomsky, mange gange har påpeget, har kristen zionisme haft amerikansk politik i et imponerende jerngreb meget, meget længe. 

 

“Christian zionism is a very powerful force (in America).”

Noam Chomsky, jødisk-amerikansk professor

Det eminente lobbyarbejde, som den zionistiske bevægelse har formået at stable på benene, havde afgørende betydning for amerikansk politik allerede inden den israelske stat officielt blev en kendsgerning. Førnævnte Harry S. Truman blev som den første præsident konfronteret med betydningen af AIPACs forfædre i AZC og World Zionist Organizations arbejde, da han stod overfor beslutningen om, hvorvidt han skulle anerkende Israel og dermed vende flere af de arabiske stater i Mellemøsten mod USA. 

Rådgiver i Truman-administrationen, Matthew Connelly, fortalte i et interview i 1968, hvordan han havde gjort klart for præsidenten, at han aldrig ville have stået så stærkt blandt det jødiske mindretal i USA, ligesom at demokraternes pengekasse ville være betydeligt lettere, hvis ikke det var for den zionistiske bevægelses støtte. Dette blev afgørende for beslutningen om at anerkende Israel.

Modsat præsidentens indenrigspolitiske rådgivere, der forstod vigtigheden af det politiske klima blandt vælgerne i USA – og adgangen til den zionistiske bevægelses kampagnebidrag – frygtede hans udenrigspolitiske og militære rådgivere konsekvenserne af en jødisk stat i Palæstina. De var bevidste om zionisternes mål om et Stor-Israel, der strakte sig længere ind i Mellemøsten, end de grænser, der var blevet vedtaget i FN, og ligesom den zionistiske bevægelses stiftere, var de klar over, at det ikke ville foregå på fredelig vis, og de protesterede kraftigt mod anerkendelsen af Israel. 

I asked the president: How many Arab votes are there in the United States? And where does the democratic party get its funding? 

Matthew Connelly, rådgiver for præsident Truman, i et interview i 1968.

I sidste ende vandt pengene og adgangen til magten dog over risikoen for krig, ustabilitet og modstand mod Vesten i regionen. 

Og den sejr er blot blevet bekræftet igen og igen siden. Som Noam Chomsky og Edward Herman på fabelagtig vis fremlægger i bogen Manufacturing Consent fra 1988, har den amerikanske presse en lang historie med at indtage en position og et verdenssyn nært beslægtet med den politiske magtklasses. Dét har defineret fortællingen om USA’s delte værdier med Israel og den nærmest perverterede fremstilling af Israel som “Mellemøstens eneste demokrati” omringet af aggressive fjender. 

Alligevel forblev skiftende amerikanske administrationer skeptiske i relationen til Israel, indtil statens mildest talt imponerende militære sejr over de arabiske naboer i Seksdageskrigen i ‘67. Forinden var det i langt højere grad Storbritannien og Frankrig, som med rette blev anset som værende Israels tætteste allierede. Da de to lande fulgte Israel i krig mod Egypten efter nationalisering af Suez-kanalen i 50’erne, stoppede USA våbensalget til Israel og stod sammen med FN og endda ærkefjenden i Sovjetunionen med kraftige advarsler til Storbritannien og Frankrig. 

Så den tragiske og ulovlige “krig” mod den palæstinensiske og nu libanesiske civilbefolkning, som vi er vidne til i dag, er altså ikke første gang, at amerikanske magthavere har været forfærdede over en israelsk krig. Men i dag ligesom i alle årene, der er gået forud, er der i sidste ende andre interesser, der trumfer den amerikanske forfærdelse. Den militære overmagt, Israel udviste under Seksdageskrigen i ‘67, var i høj grad med til at overbevise særligt den sikkerhedspolitiske og militære gren af det amerikanske magtapparat om, at Israel med sin overlegne efterretningstjeneste og slagkraftige militære styrke var værd at gå all-in på, som allieret i Mellemøsten. Også selvom det skubbede de arabiske lande nærmere kløerne på Sovjetunionen.

Det har været billedet siden, og det har ikke været usædvanligt at høre Israel blive fremstillet som en slags forlænget arm af det amerikanske militær i Mellemøsten. Gennem de seneste knap 80 år har USA sendt omtrent 250 mia. dollar afsted til kolonistaten i Israel, og en stor portion af de penge har været øremærket til brug i USA’s egen våbenindustri – som flere centrale medlemmer af Bidens administration har fortid i. Så presset på præsidenten for at opretholde støtten er ikke blot udefra, men også fra kernen af hans egen administration.

Men Israels timing for de seneste angreb, som rammer direkte ned i en tæt kamp om præsidentembedet, har tilsyneladende vendt magtbalancen på hovedet, og trods voksende pres fra europæiske magter står den amerikanske regering tilbage som lammede og helt ude af stand til at påvirke den brutale israelske strategi.

Derfor kommer vi heller ikke til at se et USA, der sætter foden ned over for det israelske regime på den her side af præsidentvalget. Ligesom det er tvivlsomt, om nogen af de to kandidater i det igangværende præsidentvalg nogensinde vil sætte de mange millioner zionistiske stemmer, de mange millioner zionistiske dollars og den ekstremt magtfulde våbenindustri til side i en kamp for menneskerettighederne.

Til gengæld kommer vi næsten med sikkerhed til at se en Trump- eller Harris-administration gøre en markant indsats for at slukke de mange brænde, Israel har antændt i Mellemøsten det seneste år i et forsøg på at undgå endnu en omfattende amerikansk krig i området.