Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, siger man, og lidt på samme måde er vejen til fred i Palæstina brolagt med løgne, bedrag og manipulation.
Den første løgn – som måske i virkeligheden mere er resultatet af mediernes bedrag – man for det meste hører, er, at “krigen” ville stoppe, hvis bare Hamas frigav gidslerne fra terrorangrebet den 7. oktober sidste år.
Med “krigen” forstås naturligvis de historisk brutale overgreb på den palæstinensiske civilbefolkning, som Israel har udført over de seneste tolv måneder. Men det er ikke så meget heri løgnen befinder sig, som det er i idéen om, at noget som helst ville stoppe med frigivelsen af de gidsler Hamas holder fanget.
Allerede tilbage i marts var den israelske premierminister helt klar i spyttet, da han understregede, at et stop for den israelske offensiv uden at have opnået alle mål ville blive set som et israelsk nederlag og derfor naturligt uacceptabelt. Siden har Netanyahu flere gange slået fast, at hans regering ikke vil acceptere en varig våbenhvile. Så uanset hvad der sker med de tilbageværende gidsler, kommer det ikke til at stoppe rædslerne i Gaza.
Den absurde forsimpling af Israels overgreb på palæstinenserne og samtidige de facto udvidelse af den ulovlige besættelse, som desværre er definerende for debatten om Israel, skyldes utvivlsomt, at etablerede medier i både Danmark og resten af den vestlige verden i et helt år har virket nærmest besatte af at ville forsvare, forklare og relativisere de israelske forbrydelser. Det er en tendens, som nu er blevet gentaget efterhånden mange gange gennem historien – senest i ‘21, da drabet på den palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh blev udsat for en besynderlig dækning af en verdenspresse, som end ikke formåede at stå op for en af sine egne. Den store forskel fra dengang til i dag er, at de nuværende overgreb har stået på så længe og er så brutale, at også politikere fra Folketinget og resten af Vestens parlamenter er blevet tvunget til at komme på banen.
Derfor har vi været vidne til danske og europæiske magthavere – ja sågar amerikanske, selvom de normalt er pænt strømlinede med israelske udmeldinger – som har forsvaret og sået tvivl om israelske handlinger, som israelske magthavere ikke selv lægger skjul på.
“Selvforsvar” og “Kampen mod terror” er mærkater, der både historisk og i særdeleshed det seneste år er blevet sat på Israels gentagne, blodige angreb i de palæstinensiske områder. Det sker på trods af, at ingen af de, som påklistrer disse mærkater på israels forbrydelser, i ramme alvor ville kalde snigskytte-drab på børn, tæppebombning af civile boligområder og påtvunget sult som våben for selvforsvar, hvis det var en europæisk befolkning, det gik ud over – eller eksempelvis befolkningen i Ukraine. “Kampen mod terror”-mærkatet er endnu et udtryk for en fatal simplificering af områdets historie og den dokumenterede israelske undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning gennem mange årtier.
At Hamas og andre væbnede palæstinensiske grupper har begået terror, kan der slet ikke være nogen tvivl om. At angrebet den 7. oktober sidste år var et terrorangreb, står lige så klart. Fortællingen starter bare ikke dér. Historien begyndte hverken den 7. oktober 2023 eller ved et andet terrorangreb begået af en palæstinensisk gruppe. Uanset hvad man mener om Hamas og dets metoder, er det et historisk faktum, at Hamas er opstået som modstand mod Israel og dets ulovlige besættelse af de palæstinensiske områder. Ovenikøbet med støtte fra det israelske styre for at styrke en politisk opposition i Palæstina og dermed sikre sig mod national samling. Hamas er altså en del af den væbnede palæstinensiske modstand mod besættelsen – om vi vil det eller ej.
Og hvis jeg spreder rotte-mad i naboens hus og derefter brænder huset ned, var det heller ikke i “kampen mod rotter,” jeg brændte huset ned. Det er det, vi er vidne til i Gaza lige nu. Et Israel som forsøger endnu engang at fordrive palæstinenserne fra de områder, den ekstreme men magtfulde israelske højrefløj mener hører til drømmen om et “Greater Israel”, under dække af at bekæmpe et problem, de helt alene har skabt. Angrebene på palæstinenserne skydes ikke Hamas. Hamas skyldes angrebene på palæstinenserne.
Generelt er der og har altid været en klar tendens til, at omtalen af Israel i Vesten bærer præg af en barnagtig insisteren på en modsætning mellem det gode og det onde. For det er ikke svært at male kæmpere fra Hamas eller Hezbollah som onde, når vi i forvejen bliver tvangsfodret med fortællingen om truslen fra islam. For en menig dansker er det svært at se forskel på billeder af Hamas-kæmpere i Gaza og ISIS-kæmpere i Syrien, selvom sidstnævnte ser Hamas-folkene som usle vantro. Billeder af Tel Aviv derimod ligner en europæisk storby, og vi er vokset op på løgnen om Israel som “Mellemøstens eneste demokrati”. Løgnehistorien sidder så godt fast, at der fortsat er medlemmer af det danske folketing, som genfortæller den, selv efter Den Internationale Domstol har kaldt de israelsk-kontrollerede omstændigheder for palæstinenserne i de besatte områder for apartheid. Man skulle tro, at apartheid og demokrati var uforenelige størrelser, men tilsyneladende ikke for danske politikere.
Konsekvensen af den ekstreme simplificering, de etablerede medier serverer for sit publikum, ser man nu. Ovenpå et helt år med live-billeder af forfærdelige forbrydelser mod civile, som er blevet brændt ihjel, begravet under ruiner eller skudt millimeterpræcist af israelske snigskytter samt rapporter, der dokumenterer massevoldtægt af palæstinensiske fanger, påtvunget sult og menneskelige skjold, er der fortsat et væld af mennesker i Danmark og Vesten – som nævnt også politikere, journalister og kommentatorer – der forbliver i benægtelsen og lukker øjnene for, at det israelske regimes brutalitet langt overgår noget, vi så den 7. oktober eller har set fra terrorgrupperne i området tidligere. Det er som om, at fordi Israel er en vestlig koloni – en flok af vor egne – vil man ikke erkende den barbariske brutalitet. Som om vores kollektive dårlige samvittighed over vores forfædres behandling af det jødiske mindretal her i Europa, gør det til en pligt at støtte det israelske regime – uanset antallet af krigsforbrydelser for rullende kamera.
Netanyahu og hans højreekstreme, zionistiske bagland ønsker næppe en fredelig løsning på de kampe, de nu har startet. Hverken med Hamas i Gaza eller med Hezbollah i Sydlibanon. Et fredeligt og stabilt Mellemøsten vil ikke bare mindske Israels ofte omtalte strategiske vigtighed for USA, det vil også besværliggøre det ekstreme baglands mål om en udvidelse af de israelske territorier. For vi hører sjældent om det, men samtidigt med, at “from the river to the sea”-tilråbene fra danske demonstranter bliver fremstillet som farlige, antisemitiske udsagn, kan man høre nøjagtigt samme sætning fra israelske medlemmer af Knesset. Og endnu mindre end en fredelig løsning på sigt, ønsker Netanyahu og baglandet end længerevarende våbenhvile lige nu, som vil lade Hamas, Hezbollah og områdets andre væbnede militser omgruppere og fylde våbenlagrene. De er mere end bevidste om, at Hezbollah har haft rigeligt med tid til at fylde lagrene, siden de to parter sidst bekæmpede hinanden aktivt. Det har med al sandsynlighed spillet en afgørende rolle i, at Israel valgte at gå ind i Libanon for knap en måned siden.
Magthaverne i Knesset er klar over, at dette er den eneste chance, de får for at erobre mere territorium. Mens præstestyret i Iran er ved at falde om af ren og skær tilbageholdelse fra at svare på Israels gentagne angreb, og inden Hizbollah-lagrene bliver overfyldte.
Dertil kommer, at Benjamin Netanyahu har sine helt egne – tungtvejende – interesser i at lade kamphandlingerne fortsætte. “Krigen” har nemlig været premierministerens argument for at udskyde sit vidneudsagn i retssagen om korruption, som Netanyahu har hængende over hovedet – og som risikerer at sende premierministeren bag tremmer.
Fred var aldrig en valgmulighed på Netanyahus menukort.
